Kammeradvokatens undersøgelser af forholdene i dansk elitesvømning ryster Mads Øland, der er direktør for Danske Eliteidrætsudøveres Forening (DEF).

»Forleden blev der offentliggjort en uvildig rapport i sagen. Det er intet mindre end forfærdelig læsning,« siger Mads Øland, der har besluttet at lade sin organisations jurister analysere konklusionerne, som Team Danmark i en pressemeddelelse har kaldt for 'groft grænseoverskridende'.

»Lige nu overvejer vi, hvorvidt der er basis for at indlede en sag om såkaldt tort-erstatning. Samtlige de svømmere, jeg har talt med, er efter min bedste overbevisning blevet så kraftigt forulempet, at de har mulighed for at modtage en form for godtgørelse,« siger Mads Øland.

Hvor stort et beløb der er tale om, ønsker han på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig om.

Mads Øland er direktør for Danske Elitesportsudøveres Forening.
Mads Øland er direktør for Danske Elitesportsudøveres Forening. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

En eventuel kommende retssag skal ifølge Mads Øland ikke køres mod de tidligere svømmelandstrænere Mark Regan og Paulus Wildeboer, der i rapporten ellers begge bliver voldsomt kritiseret.

»Min kritik peger i retning af Dansk Svømmeunion og Team Danmark, som ikke har levet op til deres ansvar,« siger Mads Øland.

B.T. har konfronteret Team Danmarks direktør, Lone Hansen, med Mads Ølands udtalelse.

»Først når og hvis der kommer en sag, ønsker vi at forholde os til den,« siger hun.

Til gengæld har det ikke været muligt at få Dansk Svømmeunions bestyrelsesformand, John Jørgensen, i tale.

»Vores bestyrelse består af frivillige folk, der ved siden af deres bestyrelsesarbejde også har deres almindelige arbejde at passe. I den seneste uge har bestyrelsen naturligvis brugt mange timer på sagen, som kulminerede fredag ved pressemødet hos Kammeradvokaten. Derfor kan jeg ikke i disse døgn love hurtig respons,« skriver Nora Thomsen, der er kommunikationsansvarlig i Dansk Svømmeunion, i en mail til B.T. mandag middag.

I Kammeradvokatens rapport går ledelsen i Danmarks Idrætsforbund fri af kritikken. Ikke desto mindre vælger organisationens bestyrelsesformand, Niels Nygaard, at tage afstand fra det hændte.

»Selvfølgelig har vi et moralsk ansvar. Efter min mening er det rystende, at de kritisable forhold, elitesvømmerne har trænet og konkurreret under, har kunnet finde sted i så lang tid,« siger Niels Nygaard.

Michael Andersen var fra 2006 til 2014 direktør i Team Danmark.
Michael Andersen var fra 2006 til 2014 direktør i Team Danmark. Foto: Henning Bagger
Vis mere

I undersøgelsen er det især Team Danmarks ledelse i perioden fra 2002 til 2014, der kritiseres.

Tidligere har eliteidrætsorganisationens eksdirektør Michael Andersen i et blog-indlæg på sin egen hjemmeside erklæret sin medskyld.

Til gengæld siger Carl Holst, der var bestyrelsesformand for Team Danmark fra 2004 til 2012, at han ikke har været bekendt med det kontroversielle miljø, elitesvømmerne trænede under.

»Som bestyrelsesformand skal man ikke gå ned i detaljerne. Derfor har vi ikke været involveret i det hændte. Men man kan nu godt argumentere for, at vi måske skulle have været orienteret om noget så alvorligt som selvmedicinering. Det er altid en snitflade. For hvor går grænsen mellem, hvad der er ansvar for administrationen, og hvad der er ansvar for bestyrelsen?« siger Carl Holst.