Den danske svømmer Pernille Blume måtte nøjes med en femteplads i 100 meter fri ved kortbane-EM i Glasgow.

Den danske svømmestjerne Pernille Blume kunne ikke holde tempoet på den sidste bane, da hun stillede op i finalen i 100 meter fri ved kortbane-EM i Glasgow.

Det betød, at Pernille Blume endte på femtepladsen og dermed ikke lykkedes med at svømme en medalje hjem i disciplinen, som tilfældet var i 2017, da kortbane-EM blev holdt i Danmark, og Blume sikrede en bronzemedalje.

Pernille Blume svømmede i fredagens finale i tiden 52,05 sekunder, mens Freya Anderson fra Storbritannien sikrede guld i tiden 51,49 sekunder.

Beryl Castaldello fra Frankrig og hollandske Femke Heemskerk tog sig af henholdsvis sølv og bronze.

Kortbane-EM er det mindst prestigefyldte af de store mesterskaber. Flere af Danmarks bedste svømmere - eksempelvis Mie Ø. Nielsen og Viktor Bromer - deltager ikke i mesterskabet. Ved OL næste år svømmes der på langbane.

I 2016 vandt Pernille Blume OL-guld i 50 meter fri.

Kort efter lykkedes det for Tobias Bjerg at booke en plads i lørdagens EM-finale i 100 meter brystsvømning.

I sin semifinale satte den 21-årige dansker ny dansk rekord i tiden 57,14 sekunder, og han blev nummer fire i sin semifinale og nummer syv på tværs af de to semifinaler.

/ritzau/