Det endte med en ottende- og sidsteplads, da Julie Kepp Jensen svømmede EM-finale i 50 meter fri.

Julie Kepp Jensen var langt fra medaljerne, da hun tirsdag deltog i finalen i 50 meter fri ved EM i svømning i Rom.

Danskeren var kommet i finalen med syvendebedste tid og endte som nummer otte ud af otte.

Hurtigst var den svenske svømmestjerne Sarah Sjöström, som dermed tog sin 16. guldmedalje i karrieren ved et EM på langbane.

Sjöström kom i mål i tiden 23,91 sekunder, hvilket kun er 0,24 sekunder fra hendes egen verdensrekord.

Julie Kepp Jensen skulle have overgået sig selv, hvis det skulle være blevet til medaljer.

Hendes personlige rekord på 50 meter fri er 24,68 sekunder, hvilket ville have rakt til en fjerdeplads i tirsdagens finale, hvor danskeren sluttede i tiden 25,18 sekunder.

»Jeg er ikke særlig tilfreds med finalen. Det bliver stresset, og så er jeg bare vildt træt. Jeg har ikke været helt på toppen i dag, og jeg har følt mig lidt sløj og taget Panodiler for at kunne holde ud.«

»Det er ikke den bedste forberedelse og selvfølgelig irriterende – især med tanke på, at et par hundrededele hurtigere end min personlige rekord ville have givet en medalje. Der var jeg bare ikke lige i dag, desværre,« siger danskeren efter finalen.

Hollandske Valerie van Roon tog bronze i tiden 24,64 sekunder. Katarzyna Wasick endte med sølv.

Mens det altså ikke blev til en medalje for Julie Kepp Jensen, ser Helena Rosendahl Bach ud til at være på vej mod et stort resultat ved EM.

Tirsdag aften svømmede hun sig i finalen i 200 meter butterfly med bedste tid af alle. Rosendahl Bach skal svømme finale onsdag klokken 18.16.

Det danske mixedhold i 4 x 200 meter fri var ligeledes i aktion tirsdag aften i finalen. Her sluttede Andreas Hansen, Mikkel Gadgaard, Marina Heller Hansen og Caroline Wiuff Jensen sidst som nummer otte.

/ritzau/