Rikke Møller Pedersen har haft smerter i to år. Det viser sig nu, at hun har slidt ledlæbe over i skulderen.

Svømmestjernen Rikke Møller Pedersens drøm om at kvalificere sig til OL i 2020 i Tokyo er kommet i fare.

Den 29-årige svømmer fortæller til Jyllands-Posten, at hun gennem de seneste to år har haft problemer med at bevæge sig i vandet.

- Siden OL i Rio har jeg døjet med smerter i skuldrene, siger Rikke Møller til avisen.

Undervejs har svømmeren bedt Team Danmark om hjælp, men det var først, da hun for nylig insisterede på at blive skannet, at hun fik en afklaring på smerterne.

- Da jeg endelig blev skannet, så fik jeg at vide, at jeg har slidt halvdelen af min højre ledlæbe i højre skulder af.

- De kunne ikke forklare hvorfor. Nu leder jeg efter svar, og jeg søger specialister, der kan hjælpe mig. Så må jeg se, om jeg kan træne det op, siger svømmeren.

En operation er det eneste, der vil kunne afhjælpe problemet helt, men så vil Rikke Møller miste sin "mobilitet", så det er ikke en mulighed.

Indtil for to måneder siden trænede hun stort set kun benene i sine ti ugentlige træningspas, men for nylig er hun også begyndt at få skuldrene med.

- Jeg må se, om det hjælper. Om jeg kan blive stærkere, siger hun.

Rikke Møller er indehaver af verdensrekorden i 200 meter brystsvømning på 2 minutter og 19,11 sekunder. Den blev sat i 2013.

/ritzau/