Nogle gange står man over for en skillevej, der kommer til at have kæmpe betydning for livet.

Den befandt top-svømmeren Signe Bro sig ved efter et OL, der havde taget pusten fra hende.

Enten var det stop, eller også skulle der ske noget helt andet.

Det blev det sidste, og nu har hun både samlet en dansk rekord op og fundet OL-drømmen frem igen.

Alt blev pakket i efteråret 2022. Privatfoto.
Alt blev pakket i efteråret 2022. Privatfoto.
Vis mere

»Efter OL ville jeg oprøve noget nyt. Jeg har været i det samme miljø i mange år, og jeg havde brug for at blive udfordret andre ting, såsom den sikkerhed jeg har hjemme i Danmark,« siger 23-årige Bro til B.T.

»Jeg kunne godt føle, at jeg var lidt for blød i det. Jeg følte mig ikke altid stærk nok til den opgave, som jeg skulle til - hvis jeg skulle blive ved med at svømme, så skulle det være, fordi jeg følte, jeg kunne gøre noget ekstra.«

Hun var opsat på, at hun rent fysisk skulle flytte, for at flytte sig mentalt og sportsligt.

Det blev Barcelona - især på grund tiilstedeværelsen af træneren Ben Titley, som har fænonemale resultater bag sig.

»Det virkede som en 'once in a lifetime'-mulighed for mig, og det føltes, som om jeg havde fået mit drømmejob.«

»Jeg kom ned og var rigtig, rigtig svømmetræt. Jeg var i tvivl, om jeg overhoved skulle svømme mere. Det kunne kun blive bedre, så jeg prøvede at nulstille det hele. Nu var jeg trods alt et andet sted.«

I dag føler hun, at karrieren er reddet på grund af flytningen, for den sikrede, at hun fortsatte og endda skiftede til et endnu højere gear. Det har blandt andet givet hende en dansk rekord på 200m fri.

»Jeg var simpelthen så stolt af mig selv. Det var en lang rejse at komme her til. Jeg havde taget en beslutning om, at nu skulle det være.«

OL-finale med 4 x 100 meter fri-holdet: Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen og Signe Bro.
OL-finale med 4 x 100 meter fri-holdet: Pernille Blume, Julie Kepp Jensen, Jeanette Ottesen og Signe Bro. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg troede så meget på mig selv, da jeg svømmede det løb. Siden OL har jeg været så ængstelig, når jeg skulle svømme stævner. Jeg ville helst ikke, og jeg afmeldte vildt mange. Det har jeg aldrig gjort før. Det var et dårligt tegn,« siger hun med alvor i stemmen.

Rekorden er hun pavestolt over, selvom det tog lidt tid, før det sank ind.

Det tog også tid at falde til i Barcelona, men udover at hun selv har prøve en meget åben tilgang, så har hendes nærmeste virkelig også bakket hende op på bedste vis.

»Venner, familie, kæreste. Jeg boede med min kæreste i København, så han bor der alene lige nu. Det er lidt mærkeligt, men der er fuld støtte.«

»Mine forældre er bare så glade for at se mig glad, og min søster (Tidl. topsvømmer Sarah Bro, red.) og alle mine veninder støtter mig. De kan bare se, at jeg er glad, selvom det er hårdt til tider, og jeg har hjemve.«

Hun spiser aftensmad med forældrene på FaceTime, og får mange besøg. Især af kæresten.

»Han har virkelig været her rigtig mange gange siden september. Jeg er meget taknemmelig.«

Har du en udløbsdato for, hvor længe du skal være der?

»Indtil OL.«

Så der er en OL-drøm igen?

»Ja, det er derfor, jeg svømmer.«

»Jeg havde det så dårligt efter sidste OL, men nu ved jeg, hvad jeg går ind til. Jeg kan forberede mig, og jeg ved, at jeg kan gøre det. Og så er det en kæmpe, gigantisk oplevelse. Jeg får næsten gåsehud, når jeg tænker på at gå rundt i OL-byen, se poolen, møde andre atleter, jeg ser op til. Det er bare så særligt.«

Egentlig forstyrrer B.T. hende lidt i en omgang psykologi-læsning, men der er også lige tid til at sætte målene for 2023.

De lyder på en VM-finale til sommer i Japan og en OL-kval med 4x100m fri-holdet.