»Jeg græd og græd og græd.«

Den tidligere danske svømmer, Sarah Bro, valgte tidligere på året at stoppe sin karriere. På den anden side ventede et hav af muligheder og spændende jobs. Men med ét røg det hele på gulvet, da coronavirussen tog sit indtog i Danmark og i resten af verden.

Sarah Bro skulle nemlig have brugt sommeren som vært og ekspert ved OL i Tokyo, men sådan skulle det ikke gå. OL blev udskudt, og det tog hårdt på den 24-årige tidligere svømmestjerne, der i 2016 selv deltog ved OL i Rio de Janeiro.

»Jeg tror, jeg havde to uger, hvor jeg følte, at hele mit liv var ved at falde sammen,« siger hun i programmet 'Mit livs overskrift'.

Sarah Bro valgte tidligere på året at stoppe sin professionelle svømmekarriere.
Sarah Bro valgte tidligere på året at stoppe sin professionelle svømmekarriere. Foto: Patrick B. Kraemer
Vis mere

»For jeg havde også for fremtiden fået lavet nogle planer om et værtsjob i USA også. Det var baseret på det her OL-job. De synes, det var sindssygt fedt at få en international profil ind på det største network i USA, fordi jeg skulle dække OL, jeg var selv svømmer, jeg var dansk, og det var en meget spændende kombination.«

Sarah Bro boede i begyndelsen af året i Los Angeles, men da coronavirussen begyndte at tage fart, blev hun kaldt hjem til Danmark af sin forsikring.

»Så jeg kommer hjem, og så bliver OL rykket. Den jobmulighed bliver også rykket eller aflyst – det er stadig meget uvist. Og jeg har forladt alle mine venner fra den ene dag til den anden i USA. Hele mit liv derovre. Jeg havde vitterligt taget tre par sweatpants med hjem til Danmark,« siger hun og fortsætter:

»Jeg troede seriøst bare, at jeg skulle være der i to uger. Jeg boede hjemme hos min mor og far, og jeg græd og græd og græd. Jeg havde virkelig en tur i depri-møllen, vil jeg sige.«

Det var tilbage i marts, at Sarah Bro til B.T. fortalte, at hun skulle arbejde som tv-vært og ekspert under De Olympiske Lege.

Om hun fortsat er det til næste sommer, vides endnu ikke.

»Det håber jeg meget på, at jeg skal. Jeg er i hvert fald stadig en del af det team, der bliver sendt af sted. Hvad den præcise rolle bliver, det er ikke helt lagt fast endnu. Men jeg krydser fingre for, at OL i Tokyo først og fremmest bliver afholdt, og at jeg selvfølgelig skal være en del af den,« sagde hun i august til B.T.

I den forbindelse fortalte hun også, at hun fremover vil satse på en karriere i tv-branchen. Det kan du læse meget mere om herunder.