Rikke Møller Pedersen kan nu kalde sig prisvinder.

For søndag fik den tidligere danske svømmer overrakt Ragnhild Prisen, som er en ny en af slagsen. Det skriver SN.dk.

»Du har gjort en forskel i din klub, for dine hold på klubniveau såvel som på det Nationale Træningscenter og på landsholdet,« lød det blandt andet fra Kaj Aagaard, der er æresmedlem i Dansk Svømmeunion.

Det var ham, der overrakte prisen til Rikke Møller Pedersen, der fik flotte ord med på vejen.

Rikke Møller Pedersen stoppede svømmekarrieren i januar.
Rikke Møller Pedersen stoppede svømmekarrieren i januar. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Du har påtaget dig ansvar for dine kammerater som deres repræsentant i udvalg og fora, hvor der skulle tages beslutninger, og du har samtidig været en god kammerat. I din lange karriere har du været en eminent rollemodel for mange jævnaldrende og yngre svømmere.«

»Vi har set dig smilende, glad og dybt skuffet og med stærke følelser. Du har altid optrådt loyalt, positiv og med stor værdighed,« sagde han til Rikke Møller Pedersen.

30-årige Rikke Møller Pedersen meddelte i starten af januar, at den aktive karriere som svømmer var slut.

»Det har været en svær beslutning, der har taget mig lang tid at træffe. Jeg har mærket efter igen og igen, og jeg har analyseret på 'skal stoppe/skal ikke stoppe'. Det har været en vanskelig proces. Men nu har jeg haft tid nok til overvejelser, og i dag føler jeg mig klar til at fortælle omverdenen, at jeg stopper,« sagde hun i en pressemeddelelse.

Hun var med ved OL i Rio i 2016, og siden døjede hun med smerter i den ene skulder, men det var dog ikke årsagen til, hun valgte at stoppe. Det skyldtes, at hun ønskede at sige farvel 'på toppen', som hun selv formulerede det.

Og Rikke Møller Pedersen har da også adskillige flotte resultater på sit svømme-cv. I 2013 satte hun verdensrekord i 200 meter brystsvømning ved VM-semifinalen i Barcelona, og efter finalen kunne hun hænge sølv om halsen.

Derudover var hun med ved seneste OL, hvor hun var med til at vinde bronze i holdkap med de danske kvinder. Hun er desuden blevet verdensmester på kortbane fire gange og har en lang række EM-titler i bagagen også.

Ragnhild-prisen, som hun nu kan kalde sig vinderen af, er opkaldt efter den afdøde svømmer Ragnhild Hveger. I sin karriere nåede hun at sætte intet mindre end 44 verdensrekorder, og hun blev kåret til århundredets kvindelige idrætsudøver af DIF tilbage i 1996.