Næste måneds svømme-VM i Sydkorea kan måske blive ramt af danske afbud, vurderer Rikke Møller Pedersen.

Uroen omkring det danske svømmelandshold kan få flere af topsvømmerne til helt at droppe det forestående VM på langbane i Sydkorea.

Det mener den tidligere topsvømmer Rikke Møller Pedersen, efter at TV2 Sport lørdag erfarede, at to trænere på det nationale træningscenter (NTC) er blevet fritstillet.

- Situationen kan få den konsekvens, at svømmerne slet ikke får lyst til at stille op ved VM. Det er et af de eneste kort, de har tilbage. Og så er vi jo ude over, hvordan de præsterer, siger hun til TV2 Sport.

Rikke Møller Pedersen indstillede karrieren i januar og har derfor selv trænet under de to trænere, der ifølge tv-stationen er blevet fritstillet.

I april afslørede en DR-dokumentar store problemer i svømmesporten, hvor flere landsholdssvømmere blev ramt af spiseforstyrrelser og psykiske problemer på grund af offentlige vejninger frem til 2013.

Selv om flere svømmere detaljeret berettede om vejningerne, som Dansk Svømmeunion forbød i 2005, så hævdede sportschef Lars Green Bach efterfølgende, at unionens retningslinjer var blevet fulgt.

Rikke Møller Pedersen har fulgt med fra sidelinjen, og hun mener ikke, at svømmeunionen har håndteret sagen særlig godt.

- Udefra set virker det, som om at der skulle tages noget mere ansvar, og at der har været rigtig dårlig kommunikation og dårlig respons fra svømmeunionen efter al den kritik, der har været.

- Der tror jeg, at man fra svømmernes side tænker, at man bliver nødt til at sætte sig igennem for at blive taget alvorligt, siger hun til TV2 Sport.

VM i svømning finder sted fra 21. til 28. juli i Sydkorea.

/ritzau/