Han er egentlig bedst kendt for at være popstjerne. Men Cody Simpson knokler i disse måneder for at blive klar til OL i Paris.

Den 24-årige australier har på sin Instagram-profil delt en række glimt fra sin træning, der afslører, at formen i den grad er på vej, og at der er sket meget med sangeren, der har et stort svømmetalent.

Noget, mange andre også lagde mærke til, da han mandag delte et billede af sin imponerende fysik. Et billede, der har fået mange kommentarer med på vejen.

'Du ser klar ud!' skriver den tidligere danske svømmer og OL-deltager Sarah Bro blandt andet, mens den amerikanske skuespiller Patrick Schwarzenegger nøjes med at konstatere, at Cody Simpson efterhånden er 'ripped'.

Mange andre i kommentarsporet noterer sig, at de kan se en tydelig forskel på Cody Simpson, og de hylder popstjernen, der svømmede en del som barn, og nu har genoptaget sin store hobby i håb om at kunne føre sig frem ved OL i 2024.

Det var musikkarrieren, der gjorde, at Cody Simpson droppede sin store passion i første omgang. Det fortalte han i et opslag på Instagram i december.

'Jeg vil gerne dele denne personlige milepæl med jer og indvie jer i min nuværende rejse som atlet. Noget, jeg har gået stille med indtil nu,' skrev Simpson i anledning af, at han havde kvalificeret sig til sit første olympiske forsøg.

'Jeg er vokset op med at konkurrere og stoppede så som 13-årig australsk mester, da jeg fik en mulighed i musikbranchen, jeg ikke kunne sige nej til,' skrev Simpson, der dermed også fortalte, at musikken ville blive lagt på hylden for en stund.

På det tidspunkt fortalte Cody Simpsons træner, Brett Hawke, at de nu arbejdede på en fireårig plan, blandt andet efter en snak med OL-legenden Michael Phelps.

»Han sagde til ham, at man ikke kan gøre noget på under fire år. Det er sådan, han skal gå ind til det. Og så sagde han 'Okay, den er jeg med på, jeg giver det fire år,« fortalte træneren til Afternoon Sport.

Ud over at være kendt for musikken er Cody Simpson de sidste par år blevet kendt for sit privatliv.

Det skyldes, at han i adskillige måneder dannede par med sangerinden Miley Cyrus, inden de gik fra hinanden i august sidste år.