Hun kunne mærke, at noget var helt galt. Hun kunne ikke mere. Og derfor trak hun stikket.

I januar 2016 tog den danske svømmestjerne Pernille Blume nemlig en pause fra bassinet, da hun efter flere måneder med OL-forberedelse var tømt for motivation.

Det siger hun til TV 2 Echo.

»På det tidspunkt var jeg helt udkørt, helt depressiv, havde det ikke godt, og jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Svømning gjorde mig ikke glad, og jeg havde ondt i maven, hver gang jeg skulle afsted,« lyder det fra Blume, der fortsætter:

Pernille Blume vandt OL-bronze i 2021.
Pernille Blume vandt OL-bronze i 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det var hårdt at leve med den beslutning, for jeg vidste, at folk ville dømme mig for det.«

Beslutningen var ufatteligt svær for svømmestjernen, der dermed var tæt på at sige nej til den OL-drøm, hun havde haft hele sit liv.

Men pausen fra svømmebassinet gjorde, at hun efter halvanden måned havde overskud til at gøre comeback og jagte OL-drømmen.

Noget, som hun lykkedes med – over alt forventning.

For Pernille Blume strøg nemlig hele vejen til tops under de olympiske lege i Rio de Janeiro senere samme år.

Her vandt hun sensationelt guld i 50 meter fri efter en fænomenal slutspurt.

Sidste år vandt den danske stjerne ligeledes OL-bronze i selvsamme disciplin ved legene i Tokyo.