Syv medaljer svømmede de danske svømmere i land ved EM på kortbane i København.

Fire af dem kom, da det hele kulminerede med et brag af en finaledag søndag aften i Royal Arena. Først vandt Rikke Møller Pedersen sølv i 200 meter bryst, og få minutter senere scorede Emilie Beckmann bronze i 100 meter butterfly. Taget i den nye arena i Ørestaden løftede lidt på sig, da Pernille Blume tog bronze i 50 meter fri – og det lettede, da de danske kvinder sluttede det hele af med en medalje af næstfineste karat i den afsluttende holdkap.

For det blev til sølv, selv om holdets sidstetur og største stjerne, Pernille Blume, troede hun skulle have bronze helt indtil hun trådte op på medaljeskammelen. På trin nummer to. Ikke tre.

»Bedre sent end aldrig. Jeg fandt ud af det jo,« griner Pernille Blume.

Sølvet var Blumes tredje medalje og den syvende i alt for de danske svømmere, der nu kan se tilbage på et succesfuldt EM på hjemmebane – trods fraværet af guld.

»Det føles mega fedt, men også lidt tomt, fordi det har været så fedt,« siger Rikke Møller Pedersen om det EM, der nu er overstået.

Hun suppeleres af sportschef i Dansk Svømmeunion, Lars Green Bach, der er stolt af resultaterne på hjemmebanen i København.

»Helt overordnet er det et fantastisk mesterskab, vi kan se tilbage på. Vi kommer herfra med præstationer, som på papiret er langt bedre, end det vi havde i udsigt.  Vi lå til to medaljer, men har vundet syv. Og vi lå til ti finaler, men vi har været i 14. Så det er gået rigtig godt,« siger sportschefen.

»De erfarne svømmere præsterer over en bred kam, samtidig med at der er unge svømmere, der stepper op. Det er rigtig positivt, når vi skal kigge tilbage på det her,« fortsætter han med adresse til veteranerne Pernille Blume og Rikke Møller Pedersen og de nye navne, Julie Kepp og Emilie Beckmann.

Netop Emilie Beckmann, der er eksploderet i bassinet med fire medaljer har fremhævet publikum i Royal Arena som en årsag til den danske succes. Og den køber Lars Green Bach.

»Svømmerne har elsket at gå ind på scenen derinde og mærke den støtte og opbakning, som de har haft fra hele Danmark. Det har været utrolig vigtigt, og de har gjort deres ypperste for at give noget igen,« siger sportschefen.

Men nu er det slut. Næste gang et stort mesterskab skal afholdes i Ørestaden vil vandet være frosset til is.