Pernille Blume er klar til OL i Tokyo. Men vejen dertil har bestemt ikke været let for den danske stjerne, der, lige før kalenderen skiftede til 2021, pludselig var uheldig.

Noget, der satte en masse tanker i gang hos den 26-årige svømmer, der vandt guld i Rio i 2016.

'Fra januar og til nu har det bestemt ikke været en let rejse, der bare har kørt som smurt. Jeg brækkede hånden lige før nytårsaften, og jeg var selvfølgelig helt knust og nervøs for, hvordan det ville påvirke min svømning,' skriver Pernille Blume i et opslag på Instagram, som kan ses i bunden af artiklen.

Den brækkede hånd betød, at den danske stjerne måtte holde sig fra bassinet i noget tid.

I stedet brugte hun spark fra boksning og cykling, hvilket betød, at hun efter blot seks uger kunne svømme som normalt.

'I januar tog jeg også beslutningen om at flytte til Marseille, skifte træner og skifte hold. Det har været en af de bedre beslutninger, jeg har taget. Holdet, trænerne, stedet … alt har bare givet mig en positiv energi, og det har givet mig mere selvtillid og tro på tingene,' skriver Pernille Blume, der danner par med OL-svømmeren Florent Manaudou, som er fra Frankrig.

Opslaget på Instagram starter med, at Pernille Blume takker for al den støtte, hun har fået den sidste uge.

Det skyldes, at hun søndag 21. marts satte sæsonens næstbedste tid i verden i 50 meter frisvømning. Dermed klarede hun OL-kravet.

Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016.
Pernille Blume vandt OL-guld i Rio i 2016. Foto: ODD ANDERSEN
Vis mere

Det var i det indledende heat ved Open de la Méditerranée, den danske svømmer brugte 24,31 sekunder på at tilbagelægge distancen, hun vandt sin OL-guldmedalje på for snart fem år siden.

Dermed er det tredje gang, Pernille Blume har svømmet sig til et OL.

'Jeg kan næsten ikke tro, jeg har været i sporten i så mange år – jeg føler mig stadig så ung i sporten,' skriver Pernille Blume.

Ud over guldmedaljen i Rio var hun med til at vinde bronze i holdmedley.