De havde lige fundet kærligheden. Og Pernille Blume og kæresten Florent Manaudou har i den grad fået lov til at lære hinanden at kende hurtigt de seneste måneder.

For den danske svømmestjerne har det sidste stykke tid været 'fanget' i Marseille som følge af coronakrisen. Det fortalte hun tirsdag på TV 2 Sports Instagram-profil, som hun styrede hele dagen.

Her blev OL-guldvinderen spurgt til, hvordan hun har det i det franske.

'Jeg har det godt, mange tak. Jeg nyder livet her i Marseille med nye venner. Savner dog virkelig Danmark og min familie/venner. Håber snart, jeg ser dem igen. Det er tre måneder siden, jeg var hjemme. Det er ikke hver dag, som er nem, men de fleste dage er humøret højt,' lød svaret fra Pernille Blume.

Og selv om det er Danmark, hun beskriver som sit hjem, er det faktisk i et andet land, hun bruger store dele af sin tid.

For Pernille Blume bor og træner i Tyrkiet med Energy Standard cirka 70 procent af året, fortæller hun på Instagram.

'Jeg flyttede dertil i september 2019. Holdet er et internationalt hold bestående af verdens bedste svømmere. Det var på tide for mig at udfordre mig selv og prøve noget nyt. Jeg elsker at være en del af holdet, og det har været en super oplevelse for mig at prøve et nyt setup,' skriver den danske svømmestjerne.

Hun bliver trænet af James Gibson og Marco Cosso, ligesom hun i Danmark også har en klubtræner.

Tilbage i august 2019 skiftede den danske OL-stjerne tilbage til Sigma Swim, hvor hun tidligere har været. Her bliver hun trænet af Jonas Lundström.

»Det er meget vigtigt for mig at finde et miljø, der giver mig den fornødne ro til at have fokus på det vigtigste, nemlig svømningen. Med skiftet til Sigma Swim er jeg sikker på, at jeg får det, da jeg synes rigtig godt om Jonas som person, og især efter VM er jeg sikker på, vi får et rigtig godt samarbejde,« sagde Pernille Blume dengang.