Hun var kun 16 år gammel, da hun første gang fik lov til at være med på den helt store svømmescene.

For allerede i 2004 var Jeanette Ottesen med ved et OL. Hendes første ud af fem i alt, og det blev da også noget af en oplevelse for den unge svømmestjerne.

Det er dog ikke turen i bassinet, hun fremhæver som det bedste minde fra turen, afslører hun i selvbiografien 'Fri'. Her er det i stedet det, der skete efter konkurrencerne.

For da hun var færdig med præstationerne i bassinet, brugte hun noget af tiden ved poolen.

Her kunne hun se nogle af sine store idoler også, de danske håndboldkvinder, som hun faktisk med egne ord blev 'fuldstændig starstruck' over, som hun kalder de største stjerner det år ved OL.

Siden vandt de også guld, og Jeanette Ottesen var inviteret med til den store fest efter.

»I en af deres lejligheder i OL-byen er der fyldt med indsmuglet sprut, isterninger, åbne vinduer, glade mennesker, dans, glæde og kærlighed. Alle til festen bliver vildt fulde, og det samme gør jeg. På et tidspunkt bliver holdets træner, Jan Pytlick, så fuld, at han lægger sig til at sove på et af værelserne,« fortæller Jeanette Ottesen i biografien, der er skrevet i samarbejde med Aleksandar Josevski.

Men nogle fra festen mente, at træneren stadig skulle være med i festlighederne. Så de bar madrassen med en sovende Pytlick ind midt i stuen.

Jeanette Ottesen er Danmarks mest vindende atlet nogensinde.
Jeanette Ottesen er Danmarks mest vindende atlet nogensinde. Foto: PATRICK B. KRAEMER
Vis mere

»Det er sjovt, det er syret, vildt og skønt. På et tidspunkt lægger Rikke Hørlykke sin arm om min skulder. Og så danser jeg zorba rundt om Jan Pytlick arm i arm med min heltinde. Lige dér i den lejlighed, en varm augustnat i Athen, præcis på dét tidspunkt i dansk sportshistorie og præcis på dét tidspunkt i mit liv: Dét er mit bedste minde fra OL 2004,« fortæller Ottesen, Danmarks mest vindende atlet nogensinde, og fortsætter:

»At være lykkelig sammen med håndboldkvinderne, den bekymringsløse glæde, friheden, festen og de glade dage. På det tidspunkt ved jeg ikke, at det bliver de sidste glade dage inden en mørk tid. Det er sort og hvidt: Det ene øjeblik danser jeg græsk zorba og har 'the time of my life', det næste øjeblik græder jeg hver eneste dag før og efter træning.

Jeanette Ottesen blev ved OL i Athen nummer 17 i 100 meter fri, mens det blev til en niendeplads i 4 x 100 meter medley.

Da hun kom hjem, ventede den periode, hun tidligere har beskrevet i medierne, og som hun også fortæller om i bogen.

For det var her, hun fik Mark Regan som landstræner. En mand, hun og flere andre svømmere efterfølgende har kritiseret meget for at veje dem blandt alle de andre som blot et af problemerne.

Blandt andet har Jeanette Ottesen tidligere forklaret, hvordan han havde stort fokus på hendes vægt.

»Jeg ser det som rigtig fangelejragtigt. Når jeg ser køen for mig, bliver det ekstremt mørkt inde i mig. Jeg husker hele situationen og hallen som ekstremt mørk. Når man ikke spiser og drikker, fordi man gerne vil veje mindre, er det jo en spiseforstyrrelse. Desværre,« fortalte Ottesen i DR-dokumentaren 'Svømmestjerner – under overfladen'.

Til sidst gik det så galt, at hun brækkede et ribben, fordi hendes krop ikke kunne klare mere. Det kan du læse mere om her.