Det var en noget utraditionel modstander, der ventede den 32-årige amerikanske svømmestjerne Michael Phelps, der har vundet talrige guldmedaljer ved VM og OL, da han skulle svømme om kap med en hvidhaj ud fra den Sydafrikanske kyst.

New York Post skriver, at anledningen til det spektakulære kapløb over 100 meter var startskuddet på Discoverys 'Shark Week', og lokationen var meget passende de haj-fyldte farvande ud fra Sydafrikas kyst kaldet ’the White Sharks realm’ – ’Hvidhajernes rige’.

Michael Phelps, der blev assisteret i vandet af en række dykkere, svømmede ikke side om side med hvidhajen, som det ellers ser ud til i videoen, der er blevet efterbehandlet.

De to konkurrenter svømmede i stedet distancen en ad gangen. Mens hajen klarede de 100 meter på 36,1 sekunder, klarede Phelps samme distance på 38,1 sekunder, og han måtte derfor erkende sit nederlag trods hjælp fra en såkaldt monofinne.

Efterfølgende skød Michael Phelps spøgende skylden på vandets temperatur, der tvang ham til at bære en våddragt under kapløbet, med følgende tweet:

»Revanche. Næste gang i varmere vand«.

Varmere vand vil dog nok ikke gøre den store forskel. New York Post skriver, at en hvidhaj kan svømme 40 kilometer i timen, mens Phelps kan svømme knap 10.

Michael Phelps er den idrætsudøver i verdenshistorien, som har vundet flest OL-guldmedaljer.

Kapløbet bragte efterfølgende stor morskab på de sociale medier, hvor bl.a. følgende GIF blev lagt op.