OL-guldvinderen Nathan Adrian har fået konstateret testikelkræft, men svømmeren tror på OL i 2020.
Amerikaneren Nathan Adrian har vundet fem gange guld, en gang sølv og to gange bronze ved OL.
Han har været med ved samtlige sommerlege, siden han fik olympisk debut i 2008, men vejen til OL i Tokyo næste år er pludselig blevet en del længere.
Svømmeren har fået konstateret testikelkræft og er påbegyndt behandlingen.
Alligevel tror han på, at han kan stille til start i Japans hovedstad næste år.
»Som når man svømmer 100 meter fri, kan livet pludselig udvikle sig hurtigt. Man kan ikke altid vide, hvad eller hvem der jagter dig,« skriver Nathan Adrian på Twitter.
»På den lyse side blev det opdaget tidligt. Jeg er allerede begyndt at få behandling, og udsigterne er gode.«
»Jeg vil være tilbage i vandet inden for få uger med blikket stift rettet mod Tokyo,« lyder det.
Nathan Adrian oplyser desuden, at han skal opereres i næste uge.
Svømmeren har i alt vundet otte olympiske medaljer.
Derudover kan han bryste sig af 13 medaljer ved langbane-VM og tre ved kortbane-VM.
/ritzau/