I mange år holdt hun sin sygdom for sig selv. Hun var flov. Men det er den olympiske svømmer Siobhan-Marie O'Connor ikke længere.

Den 24-årige engelske stjerne fortæller nu i et interview, hvordan hun har haft stor gavn af at åbne op om sin kroniske tarmsygdom, der gennem de sidste mange år har fyldt meget hos hende.

»Colitis ulcerosa og Crohns sygdom er usynlige sygdomme, og det er en del af problemet, for du kan i virkeligheden se godt ud på ydersiden, men have det rigtig skidt indvendigt,« siger Siobhan-Marie O'Connor til BBC og fortsætter:

»At tale højt om det har givet mig styrke, og jeg ved nu, at hvis jeg kæmper hårdt med kronisk træthed, eller hvis smerten er meget stor, så er det okay at fortælle folk det og ikke holde det inde.«

Englænderen var ved OL i Rio i 2016 med til at sikre sin nation en sølvmedalje ved 200 meter medley og kan ligeledes prale af at have vundet guld ved VM og EM.

Det var efter De Olympiske Lege i London i 2012, at O'Connor blev diagnosticeret med colitis ulcerosa, der er en blødende tyktarmsbetændelse. I løbet af de sidste tre år er sygdommen flere gange blusset alvorligt op, og svømmeren har i den forbindelse været indlagt to gange.

Sygdommen betyder også, at hun kan være mere sårbar over for covid-19. Noget, der har betydet, at hun har været bekymret.

»Mit immunforsvar fungerer dybest set ikke så godt, så der er en risiko for, at jeg vil reagere værre på covid-19, end en anden på min alder normalt ville gøre.«

Men den unge svømmer har allerede kæmpet sig igennem meget i løbet af sin karriere, så hun har ikke tænkt sig at lade sig slå ud.

»Hvis jeg kan konkurrere ved et OL på hjemmebane med slemme udiagnosticerede symptomer, og jeg kan opnå, hvad jeg har, så kan jeg komme igennem alt,« siger hun.

Derfor tilsluttede hun sig også 300 af de bedste svømmere i verden tidligere på måneden til den internationale svømmeliga i Ungarn, hvor hun fortsat befinder sig i en 'Budapest-boble'.