Tysk svømning er lige nu rystet af en kæmpe skandale.

I den nye dokumentar 'Misbrugt – Seksualiseret vold i tysk svømning' fortæller den tidligere OL- og EM-medaljevinder Jan Hempel, at han blev misbrugt af sin træner i flere år.

Jan Hempel har båret på hemmeligheden i det meste af sit liv, men nu skulle det være slut.

»Jeg er blevet misbrugt af min træner. Han gik aldrig glip af en mulighed for at lade sine (seksuelle) ønsker få frit løb, siger han i dokumentaren ifølge Blick om de seksuelle overgreb.

Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Alle har været stille indtil nu. Jeg følte i mange år, at kun sportslig succes betød noget for foreningen. Alt andet blev lagt helt til side,« forklarede den nu 50-årige tidligere udspringer i dokumentaren.

Misbruget begyndte angiveligt, da Hempel var 11 år gammel og fortsatte over en 14-årig periode.

Ifølge Hempel selv advarede han forbundet om misbruget ved at henvende sig til det tyske svømmeforbund, DSV, som aldrig gjorde noget ved Hempels henvendelse.

Træneren, som bliver anklaget for at stå bag misbruget, er Werner Langer, som døde i 2001. Jan Hempel lider af Alzheimers og har derfor valgt at fortælle historien, mens han stadig kan huske den. Det gør han for at oplyse og advare andre i samme situation.

Dokumentaren afslører også andre tilfælde af misbrug. De beskyldningerne kom frem reagerede det tyske forbund i en officiel udmelding, hvor de undskyldte for ikke at gøre nok for ofrene.

»På vegne af hele foreningen vil vi gerne undskylde over for ofrene for, at de blev tvunget til at blive udsat for sådanne traumatiske oplevelser,« skriver forbundet i udmeldelsen.

Jan Hempel repræsenterede Tyskland ved fire olympiske lege mellem 1988 og 2000. I Atlanta i 1996 vandt han sølv i individuelt udspring på 10 meter.