Mie Ø. Nielsen har konkureret for Danmark for sidste gang. For den 24-årige svømmer har valgt at indstille sin karriere.

Det oplyser Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse, der netop er blevet udsendt.

»Jeg havde planlagt at holde en pause efter OL i Tokyo 2020 for at give min skulder en pause og for at mærke efter, om jeg skulle fortsætte med at svømme,« siger Mie Ø. Nielsen, der har svømmet for Aalborg Svømmeklub, og fortsætter:

»Grunden til, jeg vælger at stoppe nu, skyldes den store usikkerhed, der er i forbindelse med OL-udskydelsen,« siger den 24-årige svømmer.

Det handler dog ikke kun om selve udskydelsen af den store begivenhed, som hun og mange andre atleter havde set frem til i 2020. For hun har også haft andre problemer, forklarer hun.

Problemer, der har spillet en stor rolle i beslutningen om at lægge svømmedragten definitivt på hylden.

»Jeg har de seneste år været igennem et kompliceret skadesforløb, hvilket til tider har resulteret i, at jeg ikke har kunnet træne optimalt. De seneste undersøgelser af min skulder viser fortsat usikkerhed om, hvorvidt jeg kan nå at blive fysisk klar til OL næste år, hvilket underbygger beslutningen om at slutte min svømmekarriere nu,« fortæller Mie Ø. Nielsen.

På trods af at karrieren slutter nu, har hun allerede markeret sig meget i dansk svømning.

Mie Ø. Nielsen (tv.) vandt OL-bronze med Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume i Rio i 2016.
Mie Ø. Nielsen (tv.) vandt OL-bronze med Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume i Rio i 2016. Foto: DOMINIC EBENBICHLER
Vis mere

Blandt andet vandt hun hele fire medaljer ved EM i 2011, og så deltog hun også ved OL i 2012, da hun var blot 16 år gammel.

Derudover var hun en del af det hold, der vandt bronze i 4x100 meter medley ved OL i Rio i 2016. I 2014 vandt hun desuden VM-guld med holdkappen i Qatar, og hun ser da også tilbage på en karriere med mange opture.

»Min svømmekarriere har givet mig uforglemmelige oplevelse – både personlige og resultatmæssige, som jeg er meget taknemlig for. Stor tak til mine klubkammerater, trænere, familie, sponsorer og Dansk Svømmeunion, som har støttet mig under karrierens ned- og opture,« siger Mie Ø. Nielsen.

I stedet for daglige ture i bassinet, kommer hun nu til at studere på universitetet, fortæller hun.