Bliv hjemme, begræns dine sociale kontakter, og overvej en ekstra gang, om du skal se hele familien til jul.

Rekordhøje smittetal har mere eller mindre lukket Danmark ned – særligt i de 69 kommuner, der er påvirket af myndighedernes skærpede tiltag.

Én af dem er Helsingør Kommune, men her skal 350 atleter – fordelt over to isolerede arrangementer – i næste uge mødes til DM i svømning.

Langt størstedelen af svømmerne er studerende eller personer med almindelige job og altså ikke fuldtidsprofessionelle.

DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto)
DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto) Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

Men fordi konkurrencen er 'ved højeste nationale niveau', er konkurrencen undtaget de skrappe coronaregler, der gælder resten af samfundet.

B.T. har villet spørge direktøren for Dansk Svømmeunion, Morten Hinnerup, om det egentlig giver mening at afholde mesterskabet midt i coronakrisen.

Morten Hinnerup har ikke stillet op til et telefoninterview, men har svaret på følgende spørgsmål via mail:

Helsingør Kommune er et af de steder, hvor der er indført nye restriktioner. Holder I fast i gennemførelsen af DM fra 14. til 21. december?

»Vi afholder DM på kortbane, fordi danmarksmesterskabet kan afholdes inden for de givne retningslinjer, der er udstukket af Kulturministeriet. Setuppet omkring mesterskabet er forelagt Styrelsen for Patientsikkerhed, som har godkendt rammerne. Vi har med et vigtigt event at gøre for en gruppe svømmere, som i coronaøjemed opfattes som værende professionelle atleter, og dermed har vi med professionel idræt at gøre, som er undtaget de nye og skærpede coronarestriktioner.«

Hvor mange deltager i arrangementet?

»348 svømmere har kvalificeret sig til danmarksmesterskabet. 174 damer konkurrerer forskudt og uden fysisk kontakt fra 14. til 17. december, mens 174 mænd konkurrerer forskudt og uden fysisk kontakt fra 18. til 21. december. På intet tidspunkt er der samlet mere end 30 svømmere i svømmehallen.«

DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto)
DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto) Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

Hvilke forholdsregler har I taget for at undgå coronasmitte?

»Vi har testet mesterskabskonceptet med sundhedsmyndighederne, som har bekræftet, at forholdsreglerne i svømmehallen (afstande, grupperinger, rengøring m.v.) ikke giver grundlag for en forøget smitterisiko. Vi har dog alligevel skærpet forholdsreglerne i kølvandet på de seneste udmeldte kriterier, således blandt andet trænere ikke har mulighed for at være til stede i svømmehallen. Vi er en idræt uden kropskontakt, og hele opholdet i svømmehallen bliver gennemført med det gældende afstandskrav. Svømmerne bliver i deres enkelte træningsgrupper, og svømmerne bliver ikke blandet med andre grupperinger undervejs. På den måde kan de konkurrere på tryg og forsvarlig vis.«

En af grundene til, at arrangementet kan gennemføres, er, at det defineres som et professionelt arrangement. Hvor mange af deltagerne er professionelle?

»Vi forholder os til, hvad Kulturministeriet definerer. I bekendtgørelsen for eliteidræt er professionelle udøvere defineret som værende udøvere, der konkurrerer på det øverste nationale konkurrenceniveau i Danmark. 348 svømmere har kvalificeret sig til danmarksmesterskabet og defineres af Kulturministeriet som værende professionelle atleter.«

Er det i dine øjne et professionelt arrangement, når hovedparten af deltagerne er helt almindelige unge mennesker, hvis hovedbeskæftigelse er noget andet end svømning?

»Vi forholder os til, hvad Kulturministeriet definerer. I bekendtgørelsen for eliteidræt er professionelle udøvere defineret som værende udøvere, der konkurrerer på det øverste nationale konkurrenceniveau i Danmark. Erfaringerne fra DM for juniorer i Greve og i Aarhus viser, at svømmerne er enormt veldisciplinerede og lever op til alle de gældende retningslinjer.«

DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto)
DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto) Foto: Torkil Adsersen
Vis mere

Har I været i kontakt med Kulturministeriet eller Sundhedsministeriet om dette arrangement? Hvad er deres anbefaling?

»Vi har gjort alt for at sikre os, at vi kan afholde et trygt og forsvarligt danmarksmesterskab. I den forbindelse har vi været i tæt kontakt med vores lokalarrangør Helsingør Svømmeklub, Helsingør Svømmehal, sundhedsmyndighederne, Danmarks Idrætsforbund, Helsingør Kommune og Nordsjællands Politi.«

I har ikke stillet som krav, at deltagerne skal testes inden DM. Hvorfor ikke?

»Vi har været i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed og er blevet oplyst, at de opfordrer alle unge i alderen 15-25 år til at blive testet inden juleaften – men de kræver det ikke. Svømmesport er ikke hævet over andre samfundsgrupper, men vi har gjort det til en kraftig opfordring og bedt alle deltagende svømmere om at blive testet senest 72 timer inden, de deltager ved mesterskabet.«

DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto)
DM i kortbanesvømning afholdes fra 14.-21. december. (Arkivfoto) Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Vis mere

Vi ser de højeste smittetal nogensinde. Tusinder er sendt hjem, og man opfordres til ikke at krydse kommunegrænser og genoverveje, om man tager 'hjem' til jul. Mange af deltagerne skal givetvis samles med familien kort efter arrangementet. Set i det lys, hvorfor aflyser eller udskyder I ikke arrangementet?

»Vi forholder os 100 procent til de retningslinjer, som Kulturministeriet udstikker for idræts- og foreningslivet. Det har vi gjort under hele coronapandemien, og det fortsætter vi med. Vi har tilmed gjort yderligere tiltag for at minimere risikoen for smittespredning, så vores svømmere kan konkurrere på tryg og forsvarlig vis.«