Hun vidste godt, det ville blive svært. Og nu er det en realitet.

Lotte Friis har været nødt til at udskyde sit bryllup som følge af coronakrisen. Oprindeligt skulle hun have givet sit store 'ja' til Christoffer Schnack Ringø den 27. juni.

»Vi har udsat det til 17. oktober. Jeg havde drømt om et sommerbryllup, men vi er superglade for den her løsning,« siger den tidligere topsvømmer til Billed-Bladet.

Hun fortæller, at alt ellers bliver som planlagt. Måske kommer der lidt ændringer på kjolen, fordi hun ikke skal være sommerbrud, men de har kunnet holde fast i både kirke og festlokaler, og gæsterne kan stadig komme.

Derudover afslører Lotte Friis lidt flere detaljer, end hun tidligere har gjort. De kommer til at holde sig til traditionerne ved blandt andet at sove hver for sig natten før, inden de skal sige ja til hinanden i Egebæksvang Kirke i Espergærde.

Allerede i starten af maj fortalte Lotte Friis på sin Instagram-profil, at et bryllup i juni nok ville være urealistisk.

»Livet som kommende brudepar er stressende. Endnu mere i denne tid, hvor man ikke ved, hvilket ben man skal stå på,« skrev hun.

»Vores sommerbryllup virker urealistisk, som fase tre (af genåbningen af Danmark, red.) ser ud. Lige nu afventer vi vores lokales plan for den kommende tid. Uvidenhed er ikke en god ting,« lød det fra 32-årige Lotte Friis.

Det var i foråret 2017, at en lykkelig Lotte Friis kunne fortælle, at hun havde fundet sammen med Christoffer Schnack Ringø. Parret mødte hinanden i metroen nytårsaften, og selv om hun egentlig var på vej hjem, endte hun med at tage med den fremmede mand med til fest.

I oktober 2017 fortalte Lotte Friis, hvilke tanker hun gjorde sig i forhold til børn, da kæresten er otte år yngre.

»Jeg kan da godt forstå, hvis han vil vente syv-otte-ni år på at få børn, men det vil jeg jo bare ikke. Og det er jo også noget, jeg har måttet gøre klart for ham og sige, at hvis vi to skal have en fremtid sammen, så går der ikke syv-otte år, inden vi skal have børn,« fortalte hun.

Lotte Friis er tidligere europa- og verdensmester i svømning, ligesom hun i 2008 vandt Danmarks første OL-medalje i svømning i 20 år, da hun erobrede bronze på 800 meter fri.