Jeanette Ottesen har den seneste uge været udsat for massiv kritik fra flere sider.

I sin nye selvbiografi 'Fri' fortæller hun blandt andet om det træningsmiljø og den kultur, der herskede i de mange år, hun var en del af elitemiljøet. Et miljø, hvor hun var med til at mobbe svømmekollegaen Lotte Friis, og som Ottesen fortæller om i detaljer.

Men kritikken bør ikke udelukkende falde på Danmarks mest vindende atlet.

Det mener tv-producent og panelgæst i fredagens udgave af B.T.-podcasten 'Det vi taler om', Thomas Heurlin.

»Man må bare sige, at omkring det her, så er der det, at hun har en medforfatter. En journalist, som er medforfatter på bogen. Ligesom at hun må have haft en redaktør på Gyldendal. Og hvis de har skrevet og læst det her, så må der være nogle advarselslamper, der blinker. Jeg synes bare, det er lidt for nemt at sige, at det er Jeanette Ottesen hele vejen,« siger han og fortsætter:

»Hun er selvfølgelig dybt ansvarlig, men det, der kan være irriterende for mig, er, at hvorfor skal medforfatteren og Gyldendals redaktør ikke også stå til ansvar for det her? Hvorfor skal den, som faktisk har skrevet ordene, ikke stå på mål?«

Hele Jeanette Ottesen-sagaen bliver vendt og drejet i fredagens program, hvor svømmerens detaljerede beskrivelse af mobningen af Lotte Friis også bliver læst op.

Og det får også programmets vært, Ditte Okman, op af stolen.

Jeanette Ottesen fortæller i sin nye bog, hvordan hun og andre svømmere som aktive mobbede Lotte Friis.
Jeanette Ottesen fortæller i sin nye bog, hvordan hun og andre svømmere som aktive mobbede Lotte Friis. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

»Må jeg lige sige noget her? Er et af problemerne ikke, at hun hele tiden taler i nutid? For det synes jeg, det er. 'Hun ER et klassisk mobbeoffer.' Det er ikke fedt at sige, men Lotte ER en speciel type'. Undskyld mig. Det er nu?,« siger hun.

»Hun vel godt have skrevet, at hun har været med til at mobbe en af sine svømmekollegaer. 'Jeg har været en medløber. Der var en i hallen, som vi kaldte dit og dat. Jeg grinede med. Det må man ikke. Det er klamt, og jeg er blevet klogere.' Men det gør hun faktisk ikke. Hun fortæller ikke sin egen historie, men Lottes.«

I fredagens program sidder også kommunikationsekspert Anne Kirstine Cramon, der allerede torsdag kritiserede Jeanette Ottesen i skarpe vendinger. Det kan du læse mere om her.

Efter at være blevet beskrevet som et mobbeoffer i Ottesens selvbiografi tog Lotte Friis mandag bladet fra munden og forklarede, hvordan hun følte sig udstillet foran hele Danmark.

Noget, som onsdag fik Jeanette Ottesen til at lægge sig fladt ned og komme med en undskyldning rettet mod sin tidligere svømmekollega.

'Jeg tager ansvar for, at min undskyldning i bogen ramte helt ved siden af, og at jeg igen har forurettet Lotte. Jeg forstår til fulde Lottes reaktion. Mit ønske var at være bundærlig – og det gennemsyrer bogen,' skrev hun i et opslag på sin Instagram-profil.

B.T. har været i kontakt med Lotte Friis efter Jeanette Ottesens seneste undskyldning. Hun oplyser, at hun ikke ønsker at udtale sig yderligere.

Jeanette Ottesen har skrevet på sin Instagram-profil, at hun på nuværende tidspunkt ikke har flere kommentarer til sagen.