I et forsøg på at løfte niveauet hos de bedst mandlige danske svømmere har landstræner Nick Juba grundlagt elitegruppen 'Great Danes'. I weekenden var gruppen for første gang af sted som et hold ved et svømmestævne i Flandern.

Nick Juba var ikke umiddelbart imponeret af resultatniveauet:

- Vi ved, at det bliver en lang og hård proces, og det understregede stævnet i Antwerpen uden tvivl. De danske mænd begynder fra et niveau langt tilbage. Nogle af dem kommer til at klare sig, andre gør det ikke, konstaterer Juba tørt til svoem.dk.

Der var ingen af svømmerne, som for alvor gjorde indtryk på Nick Juba.

- Der var ingen præstationer, som stak ud. Daniel Skaaning viste god form tidligt på sæsonen, og han har taget noget positivt med hjem fra stævnet. Men generelt viste de fleste af mændene, hvor langt vi har igen.

- De her mandlige svømmere er nødt til at lære hurtigt. Når de konkurrerer i Danmark, så ser de altid imponerende ud. At konkurrere i udlandet er noget helt andet, og man har brug for nogle helt andre konkurrence-kundskaber. Man skal have en stærkere mentalitet, og man skal ud af sin 'comfort zone', fastslår landstræneren, der forventer store fremskridt allerede næste gang, når 'Great Danes' skal prøves af i internationalt klorvand ved et stævne i Marseille.