Hun er kun 15 år gammel, men alligevel er hun bedre end alle andre.

Det var hun i hvert fald onsdag, da den purunge svømmer Summer McIntosh vandt guld i VM-finalen i 200 meter butterfly.

Den unge canadier slog blandt andre danske Helena Bach, som ikke kom i nærheden af medaljerne.

Med en tid på 2 minutter og 5,20 sekunder slog Summer McIntosh sin egen juniorverdensrekord og satte alle konkurrenter til vægs i bassinet i den ungarske hovedstad, Budapest. Dermed tog hun guldmedaljen.

Det er anden gang ved VM i Budapest, at Summer McIntosh træder op på podiet. I 400 meter fri vandt hun nemlig sølv.

Med en tid på 2 minutter og 8,12 sekunder sluttede Helena Bach næstsidst i finalen, hvor hun svømmede en tand langsommere, end hun gjorde i sin semifinale tirsdag aften.

Helena Bach kvalificerede sig til finalen med en femteplads i sit semifinaleheat, hvor hun satte den næstdårligste tid af alle de otte svømmere, der klarede finalecuttet.

For Helena Bach personligt var det dog slet ikke nogen dårlig tid. Det var nemlig hendes bedste i 200 meter butterfly på langbane. Tiden i semifinalen lød på 2 minutter og 7,82 sekunder.

Signe Bro nåede semifinalen i 100 meter fri, hvor hun onsdag aften missede en plads i finalen. Hun satte således den næstdårligste tid af alle i semifinalerne, hvorfra otte svømmere kvalificerede sig til finalen.

/ritzau/