Lørdag er dette års Danish Open i svømning begyndt, og den danske OL-guldvinder Pernille Blume er med. Det er blot anden gang, hun tørner ud i bassinet siden sommerens historiske medalje.

Og den 22-årige svømmer er godt klar over, at langt flere vil lægge mærke til hende i år, når hun for første gang er stævnets helt store stjerne.

»Presset er jo ikke rigtig noget, jeg kan styre. Det er klart, at flere vil kigge efter mig, men jeg skal bare forsøge at kontrollere det, jeg kan styre, og så lukke det andet ude,« siger Pernille Blume til TV 2 SPORT.

Det er ikke meget, danskerne har set til svømmestjernen siden OL i Rio, og det er der en særlig årsag til. Hun har holdt en lang pause fra svømningen, og først i januar begyndte hun at træne igen. Hun svømmede i marts sin første konkurrence siden OL, hvor hendes største fokus egentlig ikke var resultaterne, men i stedet på følelsen af igen at konkurrere.

Og her fik hun en god oplevelse i skotske Edinburgh, hvor konkurrencen blev afholdt.

Siden OL er der også sket en ændring på trænerfronten for Pernille Blume, der træner i Bellahøj. Engelske Nick Juba stoppede 1. januar, og i stedet bliver den danske svømmer nu dirigeret af hollænderen Martin Truijens og assistenten Mads Bjørn Hansen.

Pernille Blume træner otte gange om ugen, og hun er meget positiv omkring den nye træning, fordi det er med til at udvikle hende.

Til Danish Open svømmer Pernille Blume 100 meter fri lørdag og 50 meter fri mandag. Målet er at kvalificere sig til VM på langbane i Budapest.

Udover en guldmedalje i 50 meter fri, vandt Pernille Blume også en bronzemedalje i 4 x 100 meter medley med det danske hold. I 2016 blev hun kåret til 'Årets Sportsnavn' efter det flotte OL.

Til dansk svømmeaward i februar blev Pernille Blume endnu engang hædret, da hun blev kåret til ’Årets Damesvømmer’, og den danske svømmestjerne havde da også svært ved at sætte ord på, hvor stort 2016 egentlig havde været for hende.

»Jamen, det har været et så overvældende, men også spøjst år. Jeg har udviklet mig meget – både personligt og sportsligt – og så er der jo guldmedaljen, som jeg ikke sådan lige kan glemme,« fortalte en glad Pernille Blume til BT.

Privat er Pernille Blume kæreste med kajakroeren René Holten Poulsen.