Jeanette Ottesen skulle grave dybt i sig selv, da hun for et år siden igen begyndte at træne i Farum Svømmehal.

Forklaringen er, at det var i netop Farum Svømmehal, at de danske elitesvømmere i 00’erne trænede på daglig basis – og blev udsat for de kritisable træningsmetoder, som en rapport fra Kammeradvokaten afdækkede i sidste uge.

Og Jeanette Ottesen var en af de svømmere, som blev udsat for grænseoverskridende træningsmetoder, der blandt andet endte med, at hun blev ramt af en depression.

Men da Ottesens mand, Marco Loughran, sidste år blev ansat i Farum Svømmeklub, tog den danske svømmestjerne beslutningen om, at hun var nødt til at placere sin daglige træning samme sted for at optimere chancerne for at sikre sig en OL-billet.

Selvom fortidens spøgelser gjorde det mere end svært for hende.

Det forklarer Jeanette Ottesen i et interview med TV2.

»Jeg brød mig overhovedet ikke om at komme ind og svømme i vandet. Ind og smage vandet. Det var bare virkelig ubehageligt,« siger Jeanette Ottesen.

»Jeg skulle overvinde mig selv, for Farum Svømmeklub – eller hallen – var for mig et stort sort hul, hvor jeg gik ned med depression. At jeg lige pludselig skulle vende det til noget positivt, og at det var der, jeg skulle lave mit comeback i svømning og have et familieprojekt med min mand, det tog noget tid. Det tog mange ture derop, hvor jeg havde kvalme og ondt i maven,« lyder det fra Ottesen.

I Kammeradvokatens rapport fremgår det blandt andet, at de danske elitesvømmere i perioden 2003-2013 blev udsat for kritisable træningsmetoder.

Det betød, at offentlige ydmygelser, offentlige vejninger og vredesudbrud var en del af hverdagen for landets bedste svømmere.

Samtidig blev det kritiseret, at Dansk Svømmeunion og Team Danmark ikke skred ind, da de hørte om en række af de kritisable forhold.

Rapporten har derudover medført, at Pia Holmen, mangeårig direktør i Dansk Svømmeunion, er stoppet.