Den tidligere svømme-verdensmester Jeanette Ottesens næsten nyfødte baby er i klar bedring efter en svær start på livet. Og det har givet anledning til nogle spørgsmål fra den nybagte mor.

Den første uge var kritisk for Baby B, som Jeanette Ottesen indtil videre kalder sin lille datter. Baby B led af vægttab og gulsot. Men nu går det fremad for den to uger gamle verdensborger.

»Hun er ‘back on track’ og er nu et godt stykke over fødselsvægt. Vi havde besøg af sundhedsplejersken for et par dage siden, og hun vejede B til ca. 3700 gram. Hurra – stor pige!!!,« skriver Jeanette Ottesen på sin blog.

Hun har medvirket i DRs Aftenshowet for at fortælle om sine oplevelser. Vægttab og gulsot er slet ikke usædvanligt for nyfødte. Det vidste Jeanette Ottesen intet om, før hun fødte. Men hun synes godt, at hun kunne have fået nogle oplysninger om den slags under graviditeten.

»Jeg synes ikke, man bliver advaret (forberedt om man vil) ordenligt imod, hvad der kan ske efter en fødsel, og specielt når vi snakker vægttab og gulsot, som over 60% af nyfødte oplever. Hvorfor er der ingen, der snakker om det? Jeg har fået så sindssygt meget respons på mit interview i går i Aftenshowet, der er jo SÅ mange nybagte mødre, som går igennem dette med deres baby, og ingen vidste om det, før det skete. Det undrer mig først og fremmest, at ingen snakker om det, og dernæst at man ikke bliver gjort opmærksom på det før fødslen af ens jordemoder f.eks.,« skriver Jeanette Ottesen på den blog, der har handlet om Danmarks mest vindende svømmers graviditet, og som altså nu handler om hendes nyerhvede status som mor.

»Når man er nybagt mor for første gang, så skal man sgu ikke være så bange kun tre dage efter fødslen. Såååååå damer og herrer, spred budskabet, og SNAK OM DET! Tak!,« skriver Jeanette Ottesen videre.

I den nærmeste fremtid vil hun i øvrigt afsløre det rigtige navn på Baby B.