Tanken var, hun ville fortælle sin egen personlige og ærlige historie. På godt og ondt.

Men det endte langtfra, som den danske svømmestjerne Jeanette Ottesen drømte om, da hun i efteråret udgav sin selvbiografi 'Fri'.

For hun blev udsat for hård kritik for en passage i bogen, hvor hun i detaljer beskrev, hvordan hun var med til at mobbe svømmekollegaen Lotte Friis i de yngre år.

Og Jeanette Ottesen er nervøs, da hun i sin nye podcast 'Hvidløg i frugtsalaten' for første gang fortæller, hvordan det var at blive ramt af den shitstorm i kølvandet på udgivelsen af bogen, som både forlag, forfatter, redaktør og presseteam læste igennem.

»Det, der er det sindssyge ved det her, er, at ingen havde set denne her shitstorm komme, ikke engang jeg selv havde set shitstormen udvikle sig på den måde, den gjorde. Der var ikke nogen af os, der havde set, Lotte-situationen ville eksplodere,« fortæller Jeanette Ottesen, der er den danske atlet, der har vundet flest medaljer.

Hun kunne mærke det tydeligt. I medierne, på de sociale medier, hvor det 'gik amok'. Men svømmestjernen fortæller, at det værste ved hele situationen var, at Lotte Friis følte sig udstillet.

Noget, der slet ikke var meningen. Hun forklarede selv dengang, at hendes intention var at sætte fokus på noget, der ikke var i orden dengang. Noget, der var forkert.

Og det fortæller hun også i podcasten, hvor hun forklarer, at hun ikke følte, hun kunne ramme rigtigt, uanset hvad, da kritikken først ramte.

»Jeg gav flere undskyldninger, sagde det ikke havde været intentionen at såre Lotte, jeg forstår, passagen i bogen ikke er i orden, det er, som om den gjorde det værre. Jeg trådte helt ved siden af, og jeg kan godt se, der er nogle ting, der ikke er skrevet ordentligt. Det er selvfølgelig vildt ærgerligt og noget, jeg tager med mig i min grav og vil tage med mig resten af mit liv,« fortæller Ottesen.

Hun gik siden med egne ord 'i flyverskjul'. Hun skrev en undskyldning på sin Instagram-profil i dagene efter, da en del af kritikken gik på, at hun i detaljer gengav mobningen.

'Det var mit ønske at sætte fokus på mobning på en konstruktiv måde, men jeg er i stedet kommet til at reproducere og ansvarliggøre Lotte. Det var det sidste, jeg ville, men jeg kan godt se, det desværre er, hvad jeg har gjort. Det er jeg ked af,' skrev Jeanette Ottesen blandt andet tilbage i oktober.

Efterfølgende udtalte hun sig ikke om sagen.

»Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Jeg følte ikke, jeg kunne gøre det godt igen. Jeg så ikke nogen mennesker ud over mine nærmeste. Jeg læste ikke nogen medier; jeg tror virkelig, jeg er blevet bange for pressen, og jeg stoler ikke på dem. Og er det synd for mig? Nej, det er det ikke, det er ikke synd for mig. Sådan er gamet, og jeg har lært en hel masse af det,« siger Ottesen i podcasten.

Hun stoppede sin aktive karriere ved OL i Tokyo, der løb af stablen i sommer. Her tog hun sine sidste svømmetag som professionel i finalen i holdkamp, inden hun lagde badedragten på hylden.

Efterfølgende har hun startet en virksomhed op, hvor hun arbejder som onlinecoach, og så er hun altså også gået ind i podcast-universet.

'Hvidløg i frugtsalaten' laver hun sammen med Cecilie Schmeichel og Simone Rosenborg, og konceptet er, at de taler om alt det, der smager grimt – de såkaldte hvidløg, som de smider i frugtsalaten.