Hun har længe knoklet benhårdt for at komme til OL i Tokyo.

Men vejen dertil har bestemt ikke været let for Jeanette Ottesen, der sidste år ligesom alle andre atleter ikke blot måtte se den store begivenhed blive rykket et år på grund af coronapandemien. I foråret blev hun nemlig ramt af en skade i den ene skulder, der betød, at hun i fire uger ikke kunne svømme.

Det betød også, at hun ikke kunne deltage i det stævne i Vejle, hvor det ellers var planen, at hun skulle kvalificere sig til det OL, hun længe har beskrevet som 'punktummet' for en flot og medaljespækket karriere.

»Jeg blev skadet en uge før stævnet, og jeg kunne nærmest ikke løfte min arm. Jeg har haft det lidt stramt og været rigtig nervøs for, om jeg overhovedet kunne nå det her. Jeg har været ked af det og bange, men jeg har også prøvet at være optimistisk indimellem, for det er jo bare sport, og det sker i sport,« siger Jeanette Ottesen til TV 2 Sport.

Hun er lige nu i Budapest, hvor hun skal svømme EM.

Den 33-årige danske stjerne fortæller, at hendes bedste chance for at kvalificere sig til OL er i holdkappen, som det ser ud lige nu, og lykkes det ikke at kvalificere sig, kan EM meget vel blive det sidste stævne.

Egentlig var det planen, at hun ville stoppe efter EM i december 2017. Et stævne, der var på hjemmebane.

Men i juli 2017 offentliggjorde hun, at hun sammen med manden, Marco Loughran, ventede barn. Derfor valgte hun at udskyde sit karrierestop, og efterfølgende blev OL i Tokyo udpeget som stedet, hvor de sidste professionelle svømmetag skulle finde sted.

Jeanette Ottesen har tidligere i en story på Instagram givet udtryk for, at skulle kvalifikationen til OL ikke lykkes, er hun stadig glad for at kunne slutte sin karriere på den internationale scene uanset hvad.

Hun er Team Danmarks mest vindende atlet nogensinde med 52 medaljer og deltog ved OL allerede som 16-årig i Athen i 2004.

Siden vandt hun en bronzemedalje i 2016 i 4 x 100 meter medley med Pernille Blume, Mie Nielsen og Rikke Møller Pedersen.