Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Den tidligere EM-guldvinder i finnesvømning, Dmitry Zakharchuk, er blevet dræbt i krigen i Ukraine.
Det oplyser den ukrainske sportskomité i et opslag på Facebook.
'I kampene i Kherson er Dmitry Zakharchuk blevet dræbt. Europamester, medaljevinder ved VM og en sportsmand i international klasse. Æret være heltens minde,' lyder det om Zakharchuk, der var en stor stjerne i hjemlandet.
Kherson ligger i det sydlige Ukraine, og det var en af de største skalpe for Ruslands præsident Vladimir Putin under offensiven i foråret.
Dmitry Zakharchuk droppede sport og gik i krig i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine tilbage i slutningen af februar, og han er langtfra den første atlet, der har mistet livet.
Den ukrainske sportskomité oplyser, at landet har mistet mindst 130 sportsudøvere, siden krigen brød ud.
Tilbage i maj blev bokseren Oleg Prudky dræbt, da han forsøgte at forsvare sit land. Han nåede i karrieren af bokse flere steder på kloden via den semiprofessionelle turnering World Series of Boxing.
Også den tidligere verdensmester i boksning Wladimir Klitschko har været at finde i den ukrainske frontlinje, hvor han sammen med sin bror, Vitali Klitschko, der i dag er borgmester i Ukraines hovedstad Kyiv, har været med til at kæmpe mod russerne.