Dansk Svømmeunion har ansat den tidligere undervisningsminister Merete Riisager som ny direktør. Det oplyser unionen tirsdag på sin hjemmeside.

Unionen har siden februar 2020, hvor daværende direktør Pia Holmen stoppede, stået uden direktør.

Pia Holmen sad med det øverste ansvar i svømmeunionen fra 2003 til 2014, hvor der siden er blevet afsløret mistrivsel blandt de bedste danske svømmere.

Hun stoppede som direktør efter kritik i en uvildig undersøgelse foretaget af Kammeradvokaten.

I Merete Riisager mener Lars Jørgensen, formand i svømmeunionen, at man har fundet den rette.

- Vi har fundet en profil, der kan videreudvikle arbejdet omkring foreningsliv, frivillighed og civilsamfund, siger Lars Jørgensen og tilføjer:

- Jeg er sikker på, at det strategiske, idrætspolitiske arbejde målrettet vores vigtigste samarbejdspartnere vil være et felt, som vores nye direktør vil favne.

Merete Riisager ser frem til opgaverne i dansk svømning, når hun tiltræder i januar.

- Svømning giver glæde, sundhed, oplevelser og fællesskab for både børn og voksne, og det er svært at forestille sig et bedre sted, hvor jeg kan lægge mine kræfter, siger hun.

Eksministeren ønsker at være med til at skabe et åbent forbund med en meget direkte kontakt til medlemmerne.

- Jeg ønsker at skabe endnu bedre forhold for de mange mennesker, der lægger timer i deres sport, og som hjælper til som frivillige, siger Merete Riisager.

/ritzau/