Hun har ikke kun fået medaljer - hun har også fået to bryllupper.
Den svenske svømmestjerne Sarah Sjöström har nemlig endnu en gang sagt ja til sin partner Johan de Jong Skierus. Denne gang i italienske rammer i Toscana.
Af juridiske årsager holdt de en hemmelig ceremoni før De Olympiske Lege hjemme i Sverige, hvor kun hendes svigermor Birgitta var med som gæst, skriver Sportbladet.
»Ja, den officielle ceremoni er i slutningen af september, og det er der, jeg siger, at jeg er gift. Vores ringe siger også 28. september,« sagde hun til Sportbladet under OL i Paris.
Og nu er det 'rigtige' bryllup sket.
I den lille landsby Pienza i Toscana samlede parret et hav af gæster – blandt andre svømmekollegaerne Michelle Coleman og Lars Frölander. Samt kunstneren John Lundvik, hvis stemme førte dem ud fra vielsen med sangen 'Too Late for Love'.
Svømmestjernen, der vandt to medaljer ved OL i Paris, har været sammen med Johan de Jong Skierus i 12 år. De blev forlovet i foråret 2022.