Der var ingen medalje til svømmeren Mie Ø. Nielsen ved EM i Glasgow tirsdag.

Her var Mie Ø. Nielsen i finalen i 100 meter rygsvømning, men det gik ikke efter planen.

Danskeren havde sat næsen op efter en medalje, og med den næstbedste tid i Europa i år, var det også et realistisk mål.

Mie Ø. Nielsen svømmede i tiden 59,93 sekunder, og det rakte til en sjetteplads i finalen, hvor russiske Anastasiia Fesikova vandt EM-guld.

Georgia Davies fra Storbritannien snuppede sølvmedalje foran italienske Carlotta Zofkova, som tog sig af bronzemedaljen.

- Det var overhovedet ikke godt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg havde håbet, at jeg kunne svømme hurtigere, men det kunne min krop ikke i dag.

- Meget mere er der ikke at sige til det, sagde Mie Ø. Nielsen efter finalen til TV2 Sport.

Senere var profilen Pernille Blume igen i vandet, da kvinderne svømmede semifinale i 100 meter fri.

Tidligere tirsdag avancerede Blume fra sit indledende heat i tiden 52,97 sekunder, som var den hurtigste af alle 51 svømmere i de seks indledende heats.

Semifinalen blev dog en stor skuffelse for Pernille Blume, der blot sluttede på sjettepladsen i sin semifinale, og dermed ikke kvalificerede sig til finalen med sin tid på 54,71 sekunder.

Pernille Blume lagde ud med lyn og torden i højt tempo, som jagtede hun en supertid på de første 50 meter. Hun foretog så en overfladevending, tabte tid, og det hele endte med, at hun gik glip af finalepladsen.

- Jeg ville gerne svømme hurtigt. Jeg ville gerne slå hånden i væggen og se, hvad der ville ske på de første 50 meter. Det var en beslutning, jeg selv tog.

- Jeg blev bare træt. Så kan man ikke gøre så meget. Nogle ting skal man bare prøve af. Det var det her, jeg besluttede mig for, siger Pernille Blume ifølge TV2 Sport.

I stedet blev der en finaleplads til Signe Bro, der i samme semifinale sluttede på fjerdepladsen i tiden 54,27 sekunder.

/ritzau/