Danske svømmere har natten til søndag indledt VM på langbane i Sydkorea, men ingen svømmede sig videre.

De danske VM-svømmere har natten til søndag svømmet indledende heats i de første fire discipliner under VM på langbane i Sydkorea.

Men ingen af de syv danskere, der var i bassinet, kvalificerede sig til semifinaler eller finaler i disciplinerne.

- Det blev ikke den start på VM, som vi havde håbet på og ønsket os, siger landstræner Stefan Hansen i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion.

Anton Ipsen svømmede 400 meter fri med en tid på 3 minutter og 48,5 sekunder. Det var 4,4 sekunder langsommere end den hurtigste svømmer, kinesiske Yang Sun.

Anton Ipsen indtog dermed en 12.-plads i disciplinen efter de indledende heats, hvor kun de otte bedste kvalificerer sig videre til finalen.

Danmark var også med i 4 x 100 meter fri for kvinder, hvor den danske holdkap uden stjernen Pernille Blume skulle forsøge at svømme sig til en plads i top-12, hvilket ville udløse en OL-billet.

Julie Kepp Jensen lagde ud og blev efterfulgt af Signe Bor, Jeanette Ottesen og til sidst Emily Gantriis.

Tilsammen klarede de disciplinen på 3 minutter og 42,20 sekunder. Det udløste en 14.-plads ud af 18 deltagere. Dermed blev det hverken til avancement eller OL-billet.

- Det (OL-billet, red.) var 100 procent målet, og jeg tror da også, vi står med en lidt flad fornemmelse lige nu, men det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke svømmer med vores stærkeste hold, siger Jeanette Ottesen til TV2 Sport.

Emilie Beckmann svømmede 100 meter butterfly på 59,94 sekunder. Det rakte til en 28.-plads efter de indledende heats. Hun er derfor ikke blandt de 16 semifinalister.

I 100 meter brystsvømning måtte Tobias Bjerg nøjes med en 23.-plads i de indledende heats, og han går således heller ikke videre til semifinalerne.

Langbane-VM bliver afholdt på Nambu University Municipal Aquatics Center i den sydkoreanske by Gwangju.

Semifinalerne og de første finaler afholdes søndag fra klokken 20 lokal tid, hvilket vil sige søndag fra klokken 13 dansk tid.

VM 2019 afvikles i perioden 21.-28. juli.

12 danske svømmere er med ved mesterskabet.

/ritzau/