De danske elitesvømmere bliver ikke sendt til VM i Kina af Dansk Svømmeunion, som har sparet VM væk.

Hangzhou. Dansk Svømmeunion sparer VM på kortbane i Hangzhou i Kina, der afholdes i december, væk.

Det oplyser sportschef i unionen Lars Green Bach til TV2 Sport.

- Det er en simpelthen en prioritering af VM på langbane næste år, siger han.

I øjeblikket er cremen af dansk svømmesport samlet ved langbane-EM i Glasgow i Skotland, hvor det indtil nu er blevet til to danske medaljer. Og der er mulighed for endnu flere.

Men derefter går turen til Japan, hvor svømmelandsholdet skal på træningslejr i efteråret, til trods for at der ikke er penge nok til VM i december.

- Vi har indgået en aftale med bystyret i Nagano City, hvor vi laver træningslejr de næste tre år. Det giver os et nyt hjem frem mod OL 2020. Det har vi prioriteret med de begrænsede ressourcer, vi har, siger Lars Green Bach.

Svømmeren Rikke Møller Pedersen siger dog til TV2 Sport, at hun håber, at hun kan finde pengene ad andre veje og komme med alligevel.

OL afholdes i 2020 i Japans hovedstad, Tokyo. Ved OL i 2016 i Rio de Janeiro i Brasilien blev det til to danske svømmemedaljer.

Pernille Blume tog guld i 50 meter fri, mens en dansk holdkap med Blume, Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen vandt bronze.

/ritzau/