Den danske svømmer Sarah Bro har fået nye venner.

Og det er ikke hvem som helst, hun mænger sig med.

Blandt dem tæller nemlig skuespilleren Zac Efron, som blandt andet er kendt fra filmene 'High School Musical' og 'Baywatch'.

Sarah Bro kan ses sammen med skuespilleren ved en træningssession, der finder sted i The Studio. Det ligger i Los Angeles, Californien og udbyder pilates-træning. På billedet, som følger herunder, står Sarah Bro yderst til venstre, mens Zac Efron befinder sig yderst på den højre flanke.

The Studio har også delt billeder fra selve træningen. Her kan man se en yderst veltrænet Zac Efron i aktion sammen med danskeren (se billederne ved at klikke på pilene i højre og venstre side på billedet herover).

Sarah Bro har i et stykke tid befundet sig i USA for at træne.

I december fortalte hun desuden B.T., at hun har indgået et samarbejde med Scoop Models' afdeling for influencere, grundet hendes mange følgere på sociale medier.

»Man tjener ikke altid de store penge på svømning. Så jeg prøver at finde en levevej gennem det her. Jeg har et budskab, som jeg håber, vi sammen kan få ud, og som jeg gerne vil inspirere nogen med,« sagde hun til B.T. i december.

Hun uddybede, at det for hende ikke handler om pengene, men om at få frihed til at leve det liv, hun gerne vil.

Sarah Bro repræsenterede Danmark under OL i Rio i 2016.

Og hun har været en del af den danske elite i adskillige år.

Allerede i vinteren 2013 fik hun sin debut på seniorlandsholdet ved EM i Herning.