Egentlig ville Jeanette Ottesen være stoppet efter EM på hjemmebane til december. Men så blev hun gravid, og derfor vil den danske svømmestjernen udskyde sit karrierestop.

Det var lidt af en nyhed, Jeanette Ottesen brændte af i sidste uge, da hun afslørede, at hun var blevet gravid og venter barn sidst på året.

Men det ændrede også på hendes planer, for hun havde regnet med at stoppe karrieren efter EM på hjemmebane i december. Dette EM stiller den 29-årige Jeanette Ottesen af indlysende årsager ikke op til.

»Efter den første lykkerus havde lagt sig, blev jeg dog også ramt af en lidt ambivalent følelse. Jeg vidste med det samme, at EM i København nu var udelukket, og det var faktisk noget, jeg allerede var begyndt at glæde mig rigtig meget til. En perfekt afslutning på en lang karriere - og samtidig kunne jeg give noget tilbage til dansk svømning, der har givet mig så mange oplevelser de seneste mange år,,« siger Jeanette Ottesen til sport.tv2.dk

I stedet overvejer den tidligere dobbelte verdensmester at forlænge karrieren - måske endda ganske længe.

Jeanette Ottesen havde egentlig regnet med, at OL i Rio de Janeiro - som var hendes fjerde OL - også skulle have været hendes sidste. Men det er hun ikke længere så sikker på.

»Som månederne er gået, er det noget jeg virkeligt er begyndt at overveje. Jeg tror på, at denne her pause kan give mig lysten tilbage, og jeg udelukker ikke mere, at jeg kan svømme ved OL i Tokyo.« siger Jeanette Ottesen, som har en enkelt olympisk medalje i sin imponerende samling. Hun var med til at erobre bronze i holdkappen på 4 x 100 m medley i Brasilien.

Men Jeanette Ottesen understreger, at det hele forudsætter, at hun kan få lov til at forberede sig på en anden måde end tidligere, når hun også har et lille barn at tage hensyn til.

Jeanette Ottesen er iøvrigt for tiden inde i en periode med lykkelige begivenheder. Søndag afslørede hun også, at hun står over for at skulle giftes med Marco Loighran, som også svømmer. Tidligere var Jeanette Ottesen gift med Bobby Gray, men det ægteskab blev opløst i 2013.