Hun er hele Danmarks svømmedarling i disse dage. Pernille Blume har fuld fart på i bassinet ved VM i Ungarn, men når den blonde medaljetager vender hjem fra stævnet i Budapest, er det dog ikke med kurs mod sygeplejerskestudiet.

Få måneder efter OL-guldet i Rio sidste år kunne Pernille Blume ellers fortælle, at hun skulle begynde på Professionshøjskolen Metropol i København til februar. Men efter Sportsgalla i januar måned besluttede hun sig for at springe fra. Det siger Pernille Blumes mor, Pia Blume, til Avisen.dk.

»Det var en stor beslutning. Det var i den tid, hvor det gik allerstærkest lige efter OL. Og det gav ingen mening at begynde på en uddannelse, som hun ikke havde kræfter til at gennemføre,« siger Pia Blume og uddyber:

»Den store opmærksomhed på Pernilles person fortsatte efter OL og blev genoplevet ved Sportsgalla. Det har været et fuldtidsjob, for hun har også indgået aftale med nye sponsorer, og de skal plejes. Når hun går ind i noget, gør hun det fuldt ud, og hun følte sig bare ikke klar,« siger Pia Blume.

23-årige Pernille Blume vandt fredag aften bronze i 100 meter fri ved langbane-VM i Ungarn. Og søndag aften kan hun svømme sig til endnu mere succes, når finalen i 50 meter fri skal afgøres. Det var på denne distance, at Pernille Blume vandt guld ved OL i Rio.

Og det var altså kun kort herefter – i december måned sidste år – at hun sagde til Se og Hør:

»Jeg skal læse til sygeplejerske. Jeg vil gerne have en uddannelse med en masse muligheder, og jeg vil gerne have med mennesker at gøre.«

Men da Pernille Blume traf beslutningen om at hoppe fra studiestarten i vinter, genovervejede hun samtidig sine planer, siger Pia Blume.

»Det fik hende til at tænke over, hvad der er mest nærliggende for hende. Hun er jo meget berejst, så vi blev enige om, at det skulle være noget med kultur. Og så faldt vi over en uddannelse på CBS,« siger Pia Blume.

Hun mener, der er tale om Interkulturel Markedskommunikation på Copenhagen Business School (CBS), men er ikke helt sikker, da der er flere uddannelser, der ligner hinanden.

Spørgsmål: Hvorfor ville hun ikke søge ind på sygeplejerskestudiet igen?

»Der var ikke noget galt med sygeplejerske. Hun var meget opsat på at skulle starte, og jeg er ikke i tvivl om, at hun kunne blive en god sygeplejerske. Men det giver bare mere mening med den anden uddannelse i forhold til det, hun interesserer sig for.«

Spørgsmål: Kan hun få studierne til at hænge sammen med svømmekarrieren?

»Det må tiden vise. Rikke (Møller Pedersen, red.) studerer også (Leisure Management med speciale i Marketing på UCSJ i Roskilde, red.), så det kan lade sig gøre. Heldigvis er det sådan, at man i Danmark har fået øjnene op for at tilgodese elitefolk på studierne.«

Pernille Blume mangler endnu nogle fag – tysk blandet andet – for at komme ind på CBS, og derfor vil hun bruge det kommende år på at tage enkeltfag i et roligt tempo, før hun for alvor sætter snuden i bøgerne i sommeren 2018.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Pernille Blume, der svømmer semifinale i 50 meter fri lørdag aften.