Formstærke Emilie Beckmann viste igen klassen, da hun blev klar til EM-finalen i 100 meter butterfly.

Emilie Beckmann viste igen god form, da hun lørdag aften tordnede i finalen i 100 meter butterfly ved kortbane-EM i København.

Den 20-årige dansker vandt sin semifinale i tiden 56,51 sekunder.

Dermed overgik hun sig selv i forhold til det indledende heat, hvor hun også leverede en flot præstation med tiden 57,02 sekunder - begge tider, der også var personlig rekord for hende.

»Jeg blev så stædig de sidste 25 meter,« siger hun.

»Det her viser bare, at det er så lige meget, hvad andre mener om dig. Så længe du selv tror på, at du kan, så kan du også gøre det,« siger hun.

Forløsningen var ikke til at overse, da danskeren efter overbevisende svømning på de sidste meter slog ind som etter i heatet og rakte armen triumferende i vejret.

Det danske butterflyhåb fortæller, at det altid har været de sidste meter på 100 meter butterfly, der har været hendes akilleshæl.

»Jeg tror, at du kan spørge hele svømmedanmark, og så vil de sige, at det er hjemturen, der halter for mig,« siger hun.

Selv om Beckmann imponerede med en samlet andenplads på tværs af de to heats, var det faktisk ikke et helt optimalt heat for hende.

»Der var to vendinger, der ikke sad super, så der er forbedringspotentiale,« siger hun.

Men om der er endnu en personlig rekord på vej i finalen, vil hun ikke spå om.

»En finale er en finale, og der så meget på spil,« siger hun.

Emilie Beckmann har vist forrygende form ved kortbane-EM, og hun tog tidligere på ugen sølv på den halve distance.

Caroline Erichsen var også med i semifinalen, men hun måtte sande, at ottendepladsen og tiden 57,89 sekunder ikke var nok til en finaleplads.

Det var dog en forbedring i forhold til det indledende heat, hvor Erichsen svømmede i tiden 58,10 sekunder og blev nummer fire.

/ritzau/