Det blev ikke til hverken medaljer eller OL-billet for den danske holdkap i 4x200 meter fri ved langbane-EM.

Marina Heller Hansen, Helena Rosendahl Bach, Amalie Søby Mortensen og Maj Howardsen jagtede fredag aften en mulig OL-billet, da den danske holdkap i 4x200 meter fri var i aktion i finalen ved langbane-EM.

Men kvartettens håb om en tur til Tokyo til sommer blev ødelagt, da den afsluttende tid var lidt under et sekund fra OL-kravet. Det endte med en femteplads i finalen, som Storbritannien vandt overlegent foran Ungarn og Italien.

Danskerne fik en svær start med Marina Heller Hansen, inden især Helena Rosendahl Bach svømmede det danske hold tættere på de forreste. Maj Howardsen sluttede af og overgik sig selv med en ny personlig rekord, men det var altså ikke nok til nærme sig OL-billetten.

EM er de danske svømmerens sidste chance for at kvalificere sig til OL til sommer. Tidligere på ugen så godt som sikrede den danske holdkap i 4x100 meter fri med blandt andre Jeanette Ottesen sig kvalifikation til OL. Det er dog først 31. maj, at det ligger helt fast.

Tidligere fredag aften svømmede Signe Bro sig i finalen i 100 meter fri, da hun i sin semifinale blev nummer fire med en tid, der var ny personlig rekord for danskeren.

Bro svømmer finale lørdag. Hendes tid i semifinalen er femtebedst af dem, der er finaleklar.

- Det bliver grineren. Jeg glæder mig sindssygt meget. Det var mit mål med at komme her, siger hun til TV2 Sport om lørdagens finaledeltagelse.

/ritzau/