Som så mange af de øvrige svømmestævner i 2020 er kortbane-VM i Abu Dhabi også blevet udskudt grundet corona.

Svømmerne må se langt efter muligheden for at kaste sig i bassinet ved store stævner og mesterskaber i 2020.

Torsdag blev kortbane-VM i Abu Dhabi udsat. Det skyldes usikkerheden som følge af udbruddet af coronavirus i hele verden.

Det oplyser Det Internationale Svømmeforbund (Fina) på sin hjemmeside.

Kortbane-VM skulle have været afviklet fra 15. til 20. december i år, men er nu rykket et år. Nu skal det afvikles 13.-18. december 2021 i Abu Dhabi.

- Vi har i de seneste uger arbejdet tæt sammen med myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater omkring det her.

- Og vi mener, at det her er den bedste løsning for alle parter, siger Fina-præsident Julio Maglione.

Tidligere er en lang række andre svømmestævner og mesterskaber aflyst eller udskudt.

De olympiske sommerlege i Tokyo, som ville have været et højdepunkt for mange svømmere, er udsat fra 2020 til 2021.

EM på langbane i Ungarn, som allerede var udskudt en gang og skulle have været afviklet i sidste uge, er også skubbet til næste år.

/ritzau/