EM i svømning på langbane i Budapest bliver udsat yderligere, så det er planen at afvikle det i maj 2021.

EM i svømning skulle oprindeligt være begyndt i Budapest om seks dage, men på grund af coronapandemien kommer der til at gå mindst et år, inden kontinentets bedste svømmere skal konkurrere i den ungarske hovedstad.

Tirsdag meddeler Det Europæiske Svømmeforbund (LEN) på sin hjemmeside, at EM i langbane bliver skubbet til nærmest identiske datoer i 2021, nemlig fra 10. til 23. maj.

- Vi mener, at det er realistisk at håbe på, at tingene i maj 2021 er vendt tilbage til det normale og dermed tillader organisering af en ekstraordinær begivenhed, lyder det i en erklæring fra LEN.

I marts da coronakrisen bredte sig ud over Europa, tog LEN konsekvensen og udsatte EM, da det ikke var sandsynligt at afvikle det i maj.

Dengang var det med ambitionen om at afholde det i august, når OL var forbi, men nu er det altså udsat yderligere, ligesom OL er udsat til august 2021.

/ritzau/