Inden torsdagens semifinale i 4 x 100 meter medley valgte Pernille Blume at forklare om sin opsigtsvækkende præstation tirsdag aften.

En mystisk semifinale, hvor OL-guldvinderen svømmede efter egen taktik, som kostede en finaleplads og en mulig EM-medalje, men det betyder ikke, at tiltroen til Blume er væk inden torsdagens semifinale.

»Pernille har sine grunde for at gøre, som hun gør. Så kan man være enig eller uenig. Det har jeg ikke tænkt mig at tage stilling til,« siger Emilie Beckmann, der bor på værelse med Pernille Blume under EM i Glasgow, til TV 2 Sport.

De to talte sammen efter semifinalen i 100 meter fri, hvor Pernille Blume - på trods af der var lagt en klar taktik - valgte at give den fuld gas på de første 50 meter for derefter at gå kold det sidste stykke. Hun blev nummer seks og måtte vinke farvel til finalen.

Emilie Beckmann skal sammen med resten af det danske hold svømme medley torsdag.
Emilie Beckmann skal sammen med resten af det danske hold svømme medley torsdag. Foto: FRANCOIS XAVIER MARIT
Vis mere

Noget, hun dog selv var afklaret med, kunne ske, skrev hun onsdag aften på sin Instagram-story.

'Det handlede ikke om at ramme en bestemt tid eller ikke at komme i finalen. Det, jeg gjorde, var for mig og for at se, hvor meget jeg var villig til at risikere med risiko for at ligne et fjols. Jeg er villig til at risikere meget, og jeg har aldrig følt mig mere fri til at gøre det. Jeg kan ikke sige, det var en god beslutning. Det var det ikke, når man kigger på resultatet,' lød det fra Pernille Blume.

Den opsigtsvækkende beslutning får dog ikke konsekvenser for torsdagens medley.

»Vi er stadig et hold, uanset hvad folk så laver i poolen. Det handler om at stå sammen, og vi har trods alt stadig en holdkap. Der er hun også en del af den, og det ved jeg, hun brænder for,« siger Emilie Beckmann til TV2 Sport.