Team Danmark er på krigstien.

Organisationen, der yder støtte til de bedste og mest lovende danske atleter, er er faret i flint, efter regeringen fremlagde deres finanslovsudspil.

Det viser blandt andet, at Socialdemokratiet ikke agter at videreføre et årligt tilskud på 4,1 million kroner, som de seneste år er blevet givet til Team Danmark som kompensation for en nedgang i den generelle støtte.

Team Danmarks direktør, Peter Fabrin, er klar i mælet.

'Det hænger ikke sammen,' skriver han.

Hykleri, lyder det fra direktør i Danmarks Cykle Union, Martin Elleberg.

»Mange vil gerne stå forrest og trykke hånd til de danske sportsstjerner, når de vinder medaljer, og der er tv på, men hænderne er i lommen og ryggen vendt til, når muligheden for den vigtigste opbakning fra staten (Økonomi) er til stede.«

»Det burde ikke være et spørgsmål om at fjerne 4,1 mio. kroner. - det burde være et spørgsmål om, hvor meget der skal lægges på.«

Han får opbakning fra OL-guldvinder Pernille Blume, der kalder det 'trist for dansk sport'.

'Desværre rigtig rigtig svært at levere topresultater, hvis ressourcerne ikke er der. Dette er på ingen måde kun trist for de allerede nuværende verdensklasse-atleter, men især for Danmarks talentudviklinmg og dansk sport fremadrettet,' skriver hun på Instagram.

Sagen slutter ikke her, for Venstres idrætsordfører, Stén Knuth, hive kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i samråd.

»Når hun den ene dag står og hylder den gule trøje i Tour de France med alt, hvad der ligger i det, både i forhold til rollemodellen og de frivillige, og den næste dag trækker tæppet væk under hele det arbejde, der ligger mange år tilbage, må hun forklare bevæggrundene for det,« siger han til Ritzau.