Sådan. Pernille Blume er tilbage.

Efter sin EM-brøler forleden var den danske svømmer torsdag tilbage i bassinet og viste stor styrke. Her kvalificerede hun sig med den danske holdkap til finalen i 4 x 100-meter medley ved mesterskaberne.

Den danske kvartet vandt sit semifinale-heat i overbevisende stil - og det skete ikke mindst med Pernille Blumes hjælp.

Hun svømmede sidste tur og slog hånden først i muren.

»Det var dejligt at være sammen med holdet igen og skønt at have opbakning,« sagde Pernille Blume til TV2 Sport og kaldte de seneste dage for 'interessante'.

Her tog hun alle overskrifter, da hun i tirsdagens semifinale i 100-meter-fri valgte at give alt på det første 50 meter af semifinalen i 100-meter fri og at slå hånden i muren i stedet for at lave en vending. Det kostede en finaleplads og udløste stor kritik fra landstræner og svømmechefer. Også i udlandet vakte den danske svømmestjernes stunt opmærksomhed.

Torsdag var hun i vandet igen for første gang siden den kontroversielle episode, og denne gang var der ingen slinger i EM-bassinet.

De fire danske svømmepiger havde kontrol med heatet.

Mie Ø. Nielsen åbnede med rygcrawl og tog en føring, som Rikke Møller Pedersens holdt med sin tur med brystsvømning. Emilie Beckmann måtte se Storbritannien overhale i butterfly-turen, inden Pernille Blume sluttede suverænt i crawl og sikrede en dansk førsteplads fra bane 3.

Finalen svømmes senere i dag, og det danske hold går efter guldet.

»Vi vil altid gerne vise mere,« sagde Mie Ø. Nielsen til TV2 Sport efter semifinaleheatet, og om finalen lød det:

»Jeg forventer, at vi går ud og slår de andre. Vi vil vise, at vi kan være med.«

Foruden Danmark får finalen deltagelse af Storbritannien, Holland, Frankrig, Tyskland, Italien, Rusland, Ungarn. Den skal svømmes kl. 19.07 torsdag aften, og du kan selvfølgelig læse alt om guldræset her på B.T.