EM-finalen i 100 meter fri bliver meget overraskende uden danske Pernille Blume.

Tidligere tirsdag avancerede den danske svømmer ellers fra sit indledende heat i tiden 52,97 sekunder. Det var den hurtigste tid af alle 52 svømmere, og derfor var det også forventet, at Blume sikkert ville kvalificere sig til finalen.

Semifinalen blev dog én stor skuffelse for danskeren, der sluttede på sjettepladsen i sin semifinale og dermed ikke kvalificerede sig til finalen med sin tid på 54,71 sekunder.

»Jeg ville bare gerne svømme hurtigt, og så fyrede jeg den af de første 50 meter og ville se, hvad det holdte til, fortalte Pernille Blume til TV2 Sport.

Pernille Blume har ellers vist strålende form ved EM i Glasgow og vandt lørdag sølv på 50 meter fri. Vis mere

Pernille Blume lagde ellers utrolig stærkt ud på de første 50 meter. Hun foretog så en overfladevending, tabte tid, og så var der pludselig ingen finaleplads til danskeren.

»Jeg ville bare gerne slå hånden i væggen. For mig handlede det om at fyre den af og så se, hvad der skete. Hvad jeg kunne få ud af det på de første 50 meter. Jeg er sikker på, min træner er sur på mig nu, men det er sådan, det er. Det var en beslutning, jeg selv tog i ro«, lød det fra den danske stjernesvømmer.

Danske Signe Bro viste til gengæld gode takter og sluttede i samme semifinale på fjerdepladsen i tiden 54,27 sekunder. Dermed er hun klar til finalen.