Med hård disciplin, kontant afregning og verbale angreb mod kolleger delte Paulus Wildeboer på alle måder vandene, da han fra 2008-2012 stod i spidsen for Danmarks bedste svømmere. Nu er hans søn Olaf Wildeboer på vej til at løfte den tunge arv.
Hollandske Paulus Wildeboer var manden, der førte dansk svømning til en hidtil uset medaljeregn med Lotte Friis, Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen som de triumferende udøvere. Den trio, der i denne uge skal forsøge at skaffe VM-guld på kortbane i Qatar. Men selvom det på overfladen lignede en regulær succeshistorie, vidnede interne stridigheder i den danske svømmeverden om massivt bølgebrus omkring Paulus Wildeboer. Det fik i sidste ende toptræneren til at sige sit job op og rykke til Australien.
Siden fulgte sygdommen, prostatakræft, og mindre end et år efter diagnosen var livet forbi for 59-årige Paulus Wildeboer.
Nu er Wildeboer version 2,0 klar til at tage over. Tre måneder efter Paulus Wildeboers død i maj 2014 landede sønnen Olaf Wildeboer i Danmark - klar til at dykke ned i sin fars svømmebane. Ansat som assistentræner i Hovedstadens Svømmeklub, hvor han skal udvikle unge svømmetalenter.
»Jeg har længe fået at vide, jeg kunne blive en god træner, men det er noget, jeg længe har udskudt. Det ændrede sig, da Paulus gik bort,« fortæller Olaf Wildeboer
BT møder ham i hjertet af København. Til en samtale om arbejdet med danske svømmere, om at gå i sin fars fodspor, men samtidig finde sin egen vej. Den firskårne ansigtsform har han arvet efter sin far, men ellers er lighederne sparsomme. 31-årige Olaf Wildeboer, tidligere olympisk svømmer for Spanien, vil skabe sit eget navn i dansk svømning.
Beslutningen var længe undervejs. Direktør i Hovedstadens Svømmeklub, Lars Sørensen, prøvede i flere år at lokke Olaf Wildeboer til Danmark, før det lykkedes.
»At Paulus døde fik mig til at indse, at livet er kort. Det gælder om at få noget ud af det,« siger Olaf Wildeboer og nævner igen sin far i tredje person. Måske for at beskytte sig selv og den sorg, der sidder tungt i kroppen og viser sig, da en enkelt tåre presser sig ud.
»Da Paulus døde, fik vi en masse breve og hilsner - særligt fra den klub i Spanien, han havde arbejdet i i 24 år. Folk skrev om alt det, han havde betydet for deres liv. Alt det, de havde lært, som de kunne bruge på deres arbejde og give videre til deres børn. Det handlede ikke om de medaljer, de havde vundet, men om, hvor taknemmelige de var for det, han gennem svømmetræningen havde lært dem om disciplin, om at overvinde problemer og tro på sig selv. Det var en øjenåbner for mig,« siger han og fortsætter:
»Før så jeg svømmetræning som noget, der handlede om at få folk til at svømme hurtigt. Men hvad er tilfredsstillende ved det? Det med at få folk til at kæmpe for sine drømme og opnå noget med sig selv, det tiltrak mig.«
Med en baggrund som international topsvømmer (i 2004 opnåede han en OL-semifinale), en far, der var international toptræner, en mor, der i dag er træner i Odense svømmeklub, et tidligere forhold til Rikke Møller Pedersen og en bror, der er elitesvømmer i Spanien, er hovedet fyldt med svømmeviden og inspiration. Nu mangler bare trænererfaringen, der indledes med en to-årig kontrakt i Hovedstadens Svømmeklub med option på at bryde samarbejdet efter et år.
Med en karriere, hvor han svømmede under sin far og den hollandske toptræner Jacco Verhaeren, der i dag træner det australske svømmelandshold, tror han på, at han kan skabe et unikt træningsprogram for danske svømmere.
»Jeg har haft muligheden for at træne med Paulus, og Jacco Verhaeren. At blande deres metoder med input fra andre kan blive til et af de bedste programmer i verden,« vurderer Olaf Wildeboer, der fremhæver det store potentiale, der er i Danmark. Særligt når det gælder kvindesvømning.
»I Danmark er der meget ’råt talent’. Det er ret normalt at se piger på 180 cm med tynde hofter, og det er godt til svømning. I Spanien er pigerne ofte omkring 160 og har brede hofter,« som han siger.
Indtil videre er fokus på talentudvikling i den københavnske svømmeklub. Målet er ikke nødvendigvis en fremtid som landstræner. Det handler om udvikling. Som Olaf Wildeboer hørte sin far sige, inden kræften brutalt slog til.
»Han fortalte mig, at nøglen til fremtiden er at tage de 12-13-årige og gøre dem til topsvømmere. At sikre sig de gør det rigtige, så de rigtig kan blomstre.
Olaf Wildeboer er på en mission. På egne ben. Og så alligevel ikke.
»Jeg har aldrig troet på Gud, men siden ’det’ skete har jeg troet på, at Paulus er bag mig. Det er som et imagenært sikkerhedsnet, og gør det lettere for mig.«
