Syv måneder efter sit comeback i konkurrencesvømning er japanske Rikako Ikee klar til OL i sit hjemland.

For to år siden blev japanske Rikako Ikee diagnosticeret med leukæmi. Til sommer skal hun svømme ved De Olympiske Lege på hjemmebane i Tokyo.

Søndag har hun således sikret sig en plads på det japanske OL-hold i 4 x 100 meter medley.

Det sker, bare syv måneder efter hun for første gang var tilbage i konkurrencesvømning, og godt et år efter hun begyndte at træne igen efter kræftsygdommen.

»Jeg troede ikke, jeg kunne nå kvalifikationstiden, så jeg er meget glad,« siger Rikako Ikee ifølge De Olympiske Leges hjemmeside.

Rikako Ikee var rørt til tårer, da hun kvalificerede sig til sommerens OL i Japan.
Rikako Ikee var rørt til tårer, da hun kvalificerede sig til sommerens OL i Japan. Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

Den 20-årige forsøgte også at svømme sig til en OL-billet i den individuelle disciplin 100 meter butterfly. Hun vandt da også løbet, men klarede ikke OL-kravet.

Det tager dog ikke glæden fra japaneren, der med sin tid sikrede sig en plads på medleyholdet.

Hun var således rørt til tårer efter at have sikret sig billetten til OL.

»I forhold til kvalifikationen for fem år siden var jeg ikke nær så sikker på mig selv, og jeg troede, at det ville ligge længere ude i fremtiden at vinde på det her niveau,« siger Rikako Ikee.

Hun havde egentlig satset på en billet til legene i 2024, men klarede altså allerede skærene denne gang.

OL i Tokyo skydes i gang 23. juli og slutter 8. august.

/ritzau/