Alexander Zornigers har haft sin sidste dag i Brøndby, der sluttede med en tur i klubbens fanshop.

Beskeden kom i morges - omtrent et halvt døgn efter 2-1-nederlaget til Esbjerg.

Beskeden om, at Alexander Zorniger ikke længere skal være manden med dirigentstokken på sidelinjen i den traditionsrige fodboldklub Brøndby IF.

Derfor var den planlagte trænings- og restitutionsdag pludseligt forvandlet til den store afskedsdag for Alexander Zorniger.

Ebbe Sand (forrest) ankommer til pressemødet med Alexander Zorniger gående bag ved sig.
Ebbe Sand (forrest) ankommer til pressemødet med Alexander Zorniger gående bag ved sig. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Dagen startede, som nævnt ovenfor, med den overrevede kontrakt, hvorefter Brøndby-spillerne fik besked om Alexander Zornigers fyring.

Herefter sagde den karismatiske træner farvel til den klub og de spillere, han har trænet siden 2016. Og det var naturligvis en træls og ærgerlig situation, lød det fra sportsdirektør i Brøndby, Ebbe Sand, om det øjeblik, hvor spillerne fik besked.

»Stemningen er jo altid trykket. De har jo en hverdag, og flere af dem har haft Alex gennem lang tid. Så når en træner bliver fyret, vil der altid være en mærkelig stemning. Det er desværre sådan fodboldverdenen er, men de er professionelle, og i morgen kigger de fremad igen.«

Da først spillerne havde fået besked, gjaldt det det danske presse. Alexander Zorniger og Ebbe Sand ankom til Michael Laudrup-loungen, hvor pressemødet blev holdt. Pressechefen i Brøndby, Christian Schultz, indledte og sagde blandt andet, at Alexander Zorniger havde frabedt sig spørgsmål.

Alexander Zorniger forlader fanshoppen, hvor han netop har sagt farvel.
Alexander Zorniger forlader fanshoppen, hvor han netop har sagt farvel. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det respekterede medierne, men ikke desto mindre tog Alexander Zorniger selv mikrofonen, hvor han sagde tak.

»Tak til fansene - ikke kun dem, der støttede mig. Tak til sikkerhedsfolkene. Tak til alle sammen.«

»Tak til bestyrelsen, også selvom jeg forsøgte at ringe til Jan Bech Andersen (bestyrelsesformand, red.) i morgen. Han tog den ikke, men det gør han nok senere. Der er ingen grund til ikke at se tilbage på tiden med et stort smil,« lød det fra Zorniger, hvorefter han ikke havde mere at sige. Og så alligevel ikke helt.

Det var nemlig ikke kun spillerne, ledelsen og andre folk omkring Brøndby, der skulle have en sidste tak. Det samme skulle de fremmødte pressefolk.

Alexander Zorniger kører væk fra Brøndby Stadion.
Alexander Zorniger kører væk fra Brøndby Stadion. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Én efter én tog Alexander Zorniger derfor runden blandt de 50 fremmødte journalister og fotografer, hvor alle mand med et nik og stort overskud fik et sidste håndtryk.

Mere så man ikke til Alexander Zorniger, der forlod Michael Laudrup-loungen. Men det var ikke for at tage hjem. I hvert fald ikke med det samme.

Alexander Zorniger tog ned til Brøndbys egen fanshop, som er placeret til højre for hovedindgangen ved stadionet. Det var dog ikke for at købe en sidste souvenir i form af en trøje, halstørklæde eller bold til minde om sin tid Brøndby. De fire ekspedienter fortalte bagefter til B.T.s journalist, at Alexander Zorniger trådte ind i butikken, hvor han som det sidste sagde farvel og tak for tiden i Brøndby. Ingen skulle snydes for et farvel.

Det var så også det. Herefter gik Alexander Zorniger hen til sin bil, steg ind og kørte ud af parkeringspladsen, og dermed satte han et sidste punktum i Brøndby. Hvad Alexander Zorniger nu skal beskæftige sig med, vil kun fremtiden vise.