Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, er lørdag mødt ind på arbejde til en Superliga-stilling, der er noget anderledes end bare for få uger siden. Et relativt sikkert forspring over FC Midtjylland forsvandt endegyldigt fredag, da Brøndby og Horsens spillede 2-2. FC Midtjylland fører med to point før sidste spillerunde.

Dermed er rammen er sat til en snak med sportsdirektøren om, hvad status er med en runde tilbage af Superligaen. Hvad, han siger til Zornigers kommentarer om to billige FCM-point mod Sønderjyske. Betydning af en sølvmedalje i konteksten af denne sæson. Men først må vi dog høre hans umiddelbare reaktion på hele situationen.

»Vi er skuffede, og vi har en chance tilbage, og den skal vi gribe. Der er sket mærkeligere ting i verden, end at vi skulle vinde og Midtjylland ikke vinder. Men selvfølgelig er vi voldsomt skuffede over den forspildte mulighed,« lyder det fra Troels Bech til BT.

Efter en lang for fornem stime uden nederlag og en masse sejre, har man ikke formået at hente tre point i nogen af de foregående kampe mod FC København, FC Midtjylland eller Horsens. Gummiben har været et tema, mindgames fra det midtjyske ligeså - men det køber sportsdirektøren ikke.

»Jeg er klar over, at der er nogen, der gerne vil se det i et lys – den her dagsorden, der er skabt fra Midtjylland. Vi kan jo ikke stå lige nu og afvise, at der har været mange forstyrrende tanker inde over os. Men det er jo også reelt muligt at se det sådan, at vi har haft et nederlag de sidste 30 kampe. Det er også muligt at sige, at vi i Parken er en indersideafslutning fra to meters afstand fra at vinde med fem minutter tilbage. Så er der også den mulighed at se på det, at Midtjylland er et kvalificeret tophold, primært også gennem deres dødbolde, og at tabe på en dødbold er også en mulighed, der ikke nødvendigvis skal afspejles i gummiben eller præstationskuller,« siger Troels Bech og fortsætter:

»Så er jeg med, at man godt kan putte det ind i sådan en skuffe. Jeg konstaterer bare, at vi er et hold, der er bedre end de fleste, og at vi skal bruge flere spillere i vores angreb for at lave chancer, end vores konkurrent Midtjylland skal. De kan klare det på en dødbold eller en solopræstation, og det ligger ikke i vores spil. Derfor er vi mere sårbare over for, når alle ikke spiller på deres bedste.«

Jess Thorup var for et par runder siden ude og lykønske Brøndby med mesterskabet, selvom det som bekendt ikke var afgjort endnu. Derudover har FCM-direktør Claus Steinlein smidt pres på Brøndby forud for deres kampe. Det er dog et anderledes pres, Brøndby har været under, mener Troels Bech.

»Det er ikke Midtjylland, der er kommet ind i hovederne på os, det er mere situationen. Det med mindgames kræver, at der er mere end en part, der gider gå ind i det, og det har vi sådan set ikke gjort. Vi har indtil nu lykkes med at holde øje med os selv, og det gør vi også i den her situation. Det har ikke nogen indflydelse, hvad andre siger. Man kan diskutere, om vi har været helt frie i tankerne, som vi har været i hovedparten af de sidste 30 kampe, hvor vi kun har tabt en gang.«

Men hvad er det så helt præcist, du mener kan have forstyrret tankerne hen over de tre kampe?

»Nej, jeg siger netop, at det er den vinkel, man kan placere sig i, og jeg kan ikke afvise det. Jeg ser mere konkret, at 1-1 i Parken, efter at kunne have vundet kort før tid, det er vel sådan en kamp, der kan få alle hold… Det var vel også sådan en kamp, jeg så Midtjylland spille derovre i går, hvor de så nok har lidt flere marginaler med. Jeg ser det netop ikke i den sammenhæng, som jeg forstår, dagsordenen kan være her. Jeg ser det ikke som et tankepuds, men står også bare og siger, at jeg kan jo ikke stå fuldstændigt og afvise det.«

Du nævnte selv efter kampen i går, at I selvfølgelig stadig har muligheden. Hvordan går I ind til den her sidste spillerunde nu?

»Det ligger til os – og det er det, vi har været rigtig dygtige til – at isolere den ene kamp fra sammenhængen, og vi har været gode til at komme igen, når vi en 8-9 kampe har været bagud men alligevel vundet. Det er en kvalitet, vi kan læne os lidt op ad nu. Derfor skal vi gøre det, vi kan, nemlig at fokusere på den kamp, vi selv er en del af. Og det er jo heller ikke bare lige det at slå AaB. Men det er den opgave, vi må løse. Så må vi se om Midtjylland kan slå Horsens.«

Så det gælder om at vende tilbage til ’business as usual’?

»Ja, og så er der rigtig meget i de her uger, der ikke er ’business as usual i Brøndby’, når du ser, hvor mange mennesker, der møder op og følger med nu her i hverdag og fest, så er vi klar over, at det ikke ’business as usual’ for alle. Det er også en del af det at håndtere det, og der kunne der måske være nemmere at snige sig op i en favoritværdighed for et hold, der ikke havde samme opmærksomhed, som vi har. Men vi glæder os over de store fællesskab vi har igen, som vi har manifesteret i Brøndby. Og det er lige nu en medalje, ingen kan tage fra os.«

Du nævnte i går, at I jo ikke har lovet nogen noget i forhold til et mesterskab, og Alexander Zorniger nævnte også, at man skal tænke på, at I trods alt som minimum har en pokaltitel og en andenplads. Men hvad vil det betyde for Brøndby, hvis det skulle ende med sølv?

»Det har ingen betydning for vores planlægning. Folk sagde i vinters, at vi skulle satse hele puljen på at blive mestre, sats hele puljen på at købe et par nye angribere, hvilket har vist sig at være en dårlig idé. Vi har prioriteret at kigge på, hvad det er, der gør forretningen, virksomheden, klubben stærkere, frem for at kigge på, hvad der gør denne her sæson stærkere. Og derfor bygger vi fanzoner, vintertræningsbaner og hele tiden opjusterer det, vi har i vores hverdag. Men selvfølgelig spiller alle, Brøndby nok mere end de fleste, også for de her store øjeblikke, også for titler. Og selvfølgelig er det også en knuser af rang, skulle vi nu få sølvmedaljer for andet år i træk, for vi har været i nærheden af – og er stadig i nærheden af at kunne vinde guld.«

Hvad med for dit arbejde som sportsdirektør? Vil det være et sværere stykke arbejde frem mod næste sæson, hvis det skulle blive til sølv i stedet for guld?

»Jeg er ikke sikker på, det betyder det store. Vores planlægning er jo for længst ved at udfolde sig, og vi håber også, at det gennemføres. Det kan godt være, der er en enkelt eller to, der uden for tænker, at det var Champions League-kvalifikationen, der skulle være det helt afgørende. Men jeg tror faktisk, at den største motivation for de mennesker, jeg har kontakt med, som kunne blive en del af Brøndby, det er lige så meget hele det udtryk vi har spillemæssigt, fankulturmæssigt. Den store sammenhæng mellem vores omgivelser og vores spil. Det tror jeg, men det må vise sig. Men det har ingen betydning for vores planlægning.«

Zorniger kom selv ind på det kuriøse i de her to point, som FC Midtjylland fik relativt nemt mod Sønderjyske i 26. spillerunde. Hvordan forholder du til, at han kommenterer den situation, og vil du selv forholde dig til det?

»Der skal ikke tages noget fra Midtjyllands præstation. På godt og ondt har de fortjent deres point hele vejen rundt. Men jeg kan da godt forstå, hvis der er andre end Alex (Alexander Zorniger, red.), der kigger på den skandale og tænker: ’det var lige godt pokkers. Det var lige godt pokkers, at vi er endt i en variant af Panamas første division, når sådan noget kan ske.’«

BT har ønsket at tale med en række af Brøndby-spillerne dagen derpå, men kommunikationschef Christian Schultz oplyser, at spillerne ikke stiller op til interviews i dag. Derudover fremgår det af Brøndbys hjemmeside, at træning både lørdag og søndag er lukket.